Lejeaftaler kan blive aktuelt i Brøndby
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Lejeaftaler kan blive aktuelt i Brøndby

Der er ingen garanti for, at Brøndby køber flere spillere. Men truppen mangler et par spillere, og de spillere kan komme på lejeaftaler.

Hvis modstanderen til hver kamp hed AC Juvenes/Dogana, behøvede Brøndby IF nok ikke forstærke sig yderligere. Torsdag aften vandt klubben sæsonens første kamp med 9-0 hjemme over holdet fra San Marino. Men både i Europa League-kvalifikationens næste runder og i Superligaen er konkurrencen markant hårdere.

Og Brøndby IF skal have flere spillere ind til det, der kan blive en lang og hård sæson, hvor klubben igen har en målsætning, der hedder top tre i Superligaen. Troels Bech, sportsdirektør, fortæller således, at der arbejdes på muligheder, men han giver ikke en tidshorisont, når det handler om yderligere tilgange. Og det er der en god grund til.

- Jeg har også bemærket, at folk råber op for at få spillere ind. Vi mangler to i forhold til trupstørrelsen sidste år, men der er ingen grund til at forhaste os. Det er bedre at være grundig, siger Troels Bech, der overtog jobbet fra Per Rud, til tipsbladet.dk:

Konkret betyder det, at Brøndby har is i maven, når der arbejdes i transfermarkedet. Og den grundighed, Bech taler om, kan betyde, at markedet sonderes, og at klubben finder ud af, at det ikke er muligt at hente den spiller, man gerne vil have. Det kan føre til, at der i stedet for indkøb kommer spillere på leje til BIF. Som man eksempelvis så det sidste sæson med Teemu Pukki.

- Det (lejeaftaler, red.) er meget typisk noget, der kommer til at ske mod slutningen af et transfervindue, når andre muligheder er afsøgt. Der kan være mange grunde til, at det ikke lykkes at hente spillere, og en af de grunde kan være, at man vælger de rigtige fra, siger sportsdirektøren, der altså ikke afviser, at det kan blive en mulighed i Brøndby, hvis det ikke lykkes at finde de rigtige spillere til den rigtige pris.

Det lader altså til, at Brøndby-fans må væbne sig med tålmodighed i forhold til yderligere tilgange til truppen. Dog kunne  Brøndby torsdag præsentere målmand Frederik Rønnow fra AC Horsens, som kommer til klubben på en fireårig aftale for at konkurrere med Lukas Hradecky og Andreas Hansen. Thomas Frank har dog udtalt, at finske Lukas Hradecky er førstevalget i målet, så Frederik Rønnow får tid til at vænne sig til klubben.

Den 22-årige målmand er blandt de største målmandstalenter i dansk fodbold og har allerede en del rutine fra Superligaen med AC Horsens og Esbjerg fB. Men det er ikke Brøndbys ønske, at Rønnow skal udlejes i den kommende sæson, selv om et salg af Lukas Hradecky ikke sker før næste sæson, med mindre Brøndby får et stort bud på landsholdskeeperen.

- Frederik er kommet hertil for at konkurrere, og det er bestemt ikke tanken, at han skal spille andre steder end her. Han har tidligere bevist sig på et højt niveau, og nu får vi muligheden for lige at få ham i gang stille og roligt. Frederik har tidligere haft en længere skadesperiode, siger Troels Bech.

Rønnow bliver en del af en trio med Teemu Pukki og Christian "Greko" Jakobsen, der er nyindkøb i klubben til den kommende sæson. Hvornår den næste spiller kommer, er som sagt uvist.