Leon Jessen i tvivl om han vil retur til Danmark
Superliga

Leon Jessen i tvivl om han vil retur til Danmark

29-årige Leon Jessen træner for tiden med i Esbjerg, hvor han kan ende som afløser for Jonas Knudsen, der ventes at blive solgt.

Tidligere FC Midtjylland-back Leon Jessen tog i 2010 til Tyskland og Kaiserslautern, og nu går den tidligere landsholdsback og overvejer, om han skal retur til dansk fodbold. For tiden træner han nemlig med i Esbjerg, der ventes at sælge Jonas Knudsen denne sommer, og det kan betyde, at der åbner sig en plads til Leon Jessen.

Endnu har den 29-årige Kaiserslautern-forsvarer dog ikke besluttet, om han er klar til at vende tilbage til dansk fodbold. Han har fortsat et år igen af sin aftale med den tyske klub, men i halvandet år har han været udlejet, så der er nok ikke så store chancer for spilletid i Kaiserslautern.

- Jeg har ikke afgjort med mig selv, om det er tid til at komme hjem til Danmark, eller om jeg skal blive i udlandet. Nu kigger vi lige hinanden an, og når denne uge er gået, skal vi have en snak om, hvad vi forventer af hinanden, så må vi se, siger Leon Jessen til JydskeVestkysten.

Leon Jessen har fire landskampe på cv'et, og tidligere har Esbjerg-lejren fortalt, at det er med henblik på en aftale, at Jessen træner med i klubben. Træner Niels Frederiksen har sagt, at en kontrakt til Leon Jessen ikke nødvendigvis er afhængig af et Jonas Knudsen-salg.