Lettet Helenius vil smadre Hobro
Foto: Ida Munch/Polfoto
Superliga

Lettet Helenius vil smadre Hobro

Den første sejr i seks kampe giver selvtillid i AaB, og det skal gå ud over Hobro på fredag, mener Nicklas Helenius.

Efter en periode med fire nederlag og en enkelt uafgjort i de seneste fem kampe fik AaB endelig oprejsning, da de tog en 0-3-sejr i Haderslev i søndagens tidlige Alka Superliga-kamp. 

Det holdt dog hård for AaB-mandskabet, som først fik gang i scoringerne efter en times spil. Og ifølge Nicklas Helenius, der selv fik scoret et enkelt mål, var det en rigtig vigtig sejr. 

 
- Det var en forløsning for os at få en sejr. Det har vi ikke fået i fem kampe, så det var noget, der var tiltrængt. Men det var også en fed måde, vi vandt kampen på. Vi var et voksent hold i dag og vandt mange fysiske dueller, selvom SønderjyskE måske er et fysisk stærkere hold. Vi ville det i dag, og det er den udstråling, der skal komme hver eneste gang, siger han til nordjyske.dk.

AaB er nu placeret på syvendepladsen, og sejren giver selvtillid før det lokale nordjyske opgør på fredag. 

 
- Nu skal vi smadre Hobro. Det trænger vi til. Hvis vi spiller sådan her - med det gåpåmod og den selvtillid - så tror jeg også, vi vinder igen i næste weekend, og så bliver det lidt sjovere at kigge opad i tabellen, siger Helenius til avisen.