Ligastats: Effektive AaB - luftkongen Nørgaard
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Ligastats: Effektive AaB - luftkongen Nørgaard

Hvem toppede, og hvem floppede? I ligastats kigger vi på, hvem der statistisk har leveret.

10. runde i Superligaen er overståed, og det var en runde, hvor flere hold havde flotte sejre. FC København sendte Silkeborg hjem fra Hovedstaden med et nederlag på 0-4, og AGF blev overmatchet af FC Midtjylland på eget græs og tabte med 0-3.

Men hvem leverede statistisk? Det kigger på i denne uges ligastats.

Individuelt:

Rundens målkonge: I denne uge er der ingen tvivl, for ingen andre end Benjamin Verbic scorede mere end et enkelt mål i 10. runde af Superligaen. Sloveneren scorede to gange mod Silkeborg og sendte FC København på rette kurs, idet han stod for kampens to første scoringer. Kantspilleren har gang i en god sæson, hvor han indtil videre har tegnet sig for fem mål i bare 10 kampe. Ganske imponerende. Verbic brugte fire forsøg på at score sine to mål.

-----

Rundens aflevering: Lyngby BK mødte i weekenden AaB og tabte 1-3 i Aalborg, og David Nielsen kan se tilbage på en kamp, hvor hans mandskab havde mulighed for at sætte spillet i kampen. Oliver Lund og Thomas Sørensen var de to spillere i runden, der havde flest afleveringer i kampen. Lund havde flest afleveringer med 110 afleveringer, mens Thomas Sørensen med 98 kom ind på andenpladsen. Carlos Zeca fra FC København var med 94 afleveringer nummer tre.

-----

Rundens luftkonge: Det må være første gang, at Christian Nørgaard vinder denne kategori, men ikke desto mindre vandt han seks dueller i luften mod Hobro IK, og dermed var han den spiller med flest vundne dueller i luften. Holdkammeraten Hjörtur Hermannsson, AGF's Morten "Duncan" Rasmussen, FCM's Alexander Sørloth og Lyngbys Kim Ojo vandt hver fem dueller i luften.

------

Rundens sprinter: I sidste uge var Simon Jakobsen fra Silkeborg noget overraskende den spiller med den højeste fart, og i denne uge har forsvarsspilleren fra SIF da heller ikke klokket en fart, der er god nok til at komme i top 20. I stedet er det Lyngbys store, stærke og hurtige angriber Mayron George, der med en imponerende topfart på 37,22 kilometer i timen har tegnet sig for rundens topfart.

-----

Rundens arbejdshest: AaB har fundet en sand arbejdshest i Filip Lesniak. I sidste uge løb Lesniak næstflest meter i Superligaen-runden, og i denne uge tog han et step op og var den, der løb flest meter i runden. 13,467 kilometer løb den slovakiske midtbanemand. Mathias Thrane fra OB løb næstflest meter, og Emiliano Marcondes fra FC Nordsjælland kom ind på tredjepladsen.

------

Rundens oprydder: I sidste uge var Adama Guira fra AGF med seks tacklinger den spiller, der havde flest succesfulde tacklinger, og igen i denne uge tegner AGF'eren sig for seks tacklinger. Denne gang må han dog dele førstepladsen, for Horsens-duoen Bjarke Jacobsen og Simon Okosun havde også begge seks tacklinger.

------

Rundens hårdeste: Det er ved at udvikle sig lidt til en angriberkategori, rundens hårdetste, for mens det i sidste uge var Lyngby-angriber Mayron George, der tog prisen, er det i denne uge serberen Nikola Djurdjic. Med fem begåede frispark kommer Djurdjic fra Randers FC ind på en sikker førsteplads.

Hold:

Rundens engle: To klubber fik slet ikke kort i den netop overståede runde, og begge klubber kom fra runden med en sejr. Brøndby IF vandt 2-1 ude mod Hobro IK, og klubben, der ellers tidligere har haft problemer med røde kort, gik helt fri for kort, og det samme gjorde FC Midtjylland i udekampen mod AGF. Prisen tilfalder dog FC Midtjylland, der bare begik ni frispark i kampen - to færre end Brøndby begik mod Hobro.

-----

Rundens boldbesiddelse: Det er set før, at FC Nordsjælland har meget boldbesiddelse, og det havde klubben også igen fredag, hvor det blev til et skuffende 2-2 resultat mod SønderjyskE, som holdet ellers førte 2-0 over. Kasper Hjulmands mandskab havde bolden i 66 procent af tiden og var dermed den klub med mest boldbesiddelse i runden. På andenpladsen kommer Brøndby IF ind med 60 procents boldbesiddelse.

------

Runden inden for rammen: I sidste runde havde FC København otte forsøg inden for rammen, og det samme gør sig gældende i denne runde for FCK, der scorede fire gange i kampen mod Silkeborg. Otte forsøg, fire kasser. FC Midtjylland, Brøndby IF, Randers FC, OB og AC Horsens havde alle seks forsøg inden for rammen.

------

Rundens skarpeste: AaB tager prisen i denne uge, for selv om FCK scorede fire gange på otte forsøg inden for rammen, sparkede holdet også syv skud forbi mål. Så var der en anderledes flot effektivitet i det, AaB foretog sig. Tre mål blev det til på fire skud inden for rammen, og i alt forsøgte AaB sig mod Lyngbys mål syv gange og scorede tre gange. Det svarer til en effektivitet på 43 procent.

------

Rundens dominator: Der er en overraskelse i denne kategori, for det er ikke FC Nordsjælland, FC København eller en af de andre "normale" vindere, der vinder denne gang. Det er derimod AC Horsens. Ifølge Superliga.dk havde AC Horsens et spilovertag i 75 minutter af kampen mod FC Helsingør. Helsingør havde altså et blot et overtag i samlet 15 af de 90 minutter. På andenpladsen kommer FC Midtjylland ind med 65 minutters spilovertag i kampen mod AGF.

Kilde: Superliga.dk