
Brøndby blev banket i gulvet af Horsens med et 1-4-nederlag søndag. Efter 1-1 ved pausen blev sejren slået fast i anden halvleg, hvor Henrik Toft, Martin Spelmann og Gilberto Macena hver scorede én gang.
Horsens' anfører, Niels Lodberg, er stolt over sit holds overskud efter pausen.
- Vi spiller ikke en god 1. halvleg, men vi løfter vores spil i anden halvleg. Vi får slidt Brøndby op i løbet af de sidste 45 minutter, hvor vi overmatcher dem fysisk, og det er dejligt at se, siger Niels Lodberg til tipsbladet.dk.
Brøndby-spillerne blev buhet fra banen efter en anden halvleg, hvor spillerne fra vestegnen så trætte ud. Niels Lodberg vil ikke kommentere på Brøndbys spil, men han erkender, at der kan være årsager til, at Horsens sad på spillet i anden halvleg.
- De havde en europæisk kamp og en lang tur i benene, og de har et par skader. Men vi gør det også svært for dem. Vi rider på en bølge i øjeblikket, hvor vi tror på tingene, og hvor vi er effektive foran målet, siger han.
AC Horsens har i de første tre kampe i denne sæson hentet syv point, hvilket er nok til at indtage førstepladsen i Superligaen.