Lorentzen: Indstillingen fejlede ikke noget

Kasper Lorentzen kunne godt have fortsat i Randers FC men glæder sig over nu at være tilbage på højeste niveau i Danmark.

Kasper Lorentzen er glad for at være væk fra Randers FC og nu starte på en frisk i FC Nordsjælland. Den teknisk dygtige midtbanespiller blev sent tirsdag aften udlejet fra 1. divisionsklubben til FC Nordsjælland, der også har en option på et køb til sommer.

Siden Randers FC i sommer rykkede ud af Superligaen har Kasper Lorentzen af flere gange givet udtryk for, at han ikke ønskede at spille i 1. division og har langet ud efter ledelsen med direktør Jacob Nielsen og antydet, at de har stået i vejen for en mundtlig indgået aftale om, at han kunne skifte klub ved en eventuel nedrykning fra Superligaen.

I slutningen af det nyligt lukkede transfervindue gav Randers-ledelsen Kasper Lorentzen fri til at finde sig en ny klub, hvilket lykkedes i sidste ende. Randers FC havde gerne set et salg men må i første omgang tage til takke med lejeaftalen, og direktør Jacob Nielsen har efterfølgende siden sendt et par stikpiller i retning af Kasper Lorentzens nidstilling og manglende lyst til at spille i 1. division.

Kasper Lorentzen selv, føler ikke at der har været noget i vejen med indstillingen.

- Min indstilling havde ikke fejlet noget, men mit fokus lå på noget andet. Det kan jeg ikke komme uden om, fordi der skete så mange ting, og jeg havde et ønske om at prøve noget andet, siger Kasper Lorentzen til Frederiksborg Amtsavis.

- Jeg kunne godt have været i klubben og fokuseret, men nu valgte vi noget andet. Og det er, hvad det er, siger han.

Han glæder sig over at få udsigt til at spille med i toppen af Superligaen og har da også en drøm der strækker sig lidt længere hen på sommeren, hvor der som bekendt er EM

-De drømme skal man have. Det er også det, der driver en. Men jeg synes også, at man skal tage ét skridt af gangen. Nu er det min første dag i FCN, og jeg har utroligt meget arbejde foran mig med formen. Så skal jeg bevise, at jeg skal spille, og så skal jeg bevise, at jeg kan gøre det godt nok, siger han.

Seneste nyt på tipsbladet.dk