Rajko Lekic er hele dagen blevet rygtet på vej til Lyngby, og selv bekræftede han også over for tipsbladet.dk, at han var blevet enig med sjællænderne om en kontrakt. Men belært at tidligere tiders erfaringer ville han ikke glæde sig for tidligt.
Men nu kan den tidligere Silkeborg-spiller godt ånde lettet op. Kontrakten med Lyngby er nu skrevet under, og dermed kan han se frem til at score sine mål for de blå-blusede i foråret.
- Lyngby står over for en spændende periode det næste 1½ år, og det motiverer mig at spille afgørende kampe, uanset om det er i toppen eller i bunden af tabellen. Jeg er sikker på, at jeg kan bidrage til holdets succes og ser frem til at blive en del af en klub, som jeg igennem tiden har hørt meget positivt om, siger Rajko Lekic, der netop har skrevet under på en kontrakt for det næste halvandet år, til Lyngbys hjemmeside.
Cheftræner Niels Frederiksen glæder sig også over aftalen med Rajko Lekic.
- Rajko er en angriber, som skaber tyngde i og omkring modstandernes felt samtidig med, at han er garant for at score mål. Derfor kan Rajko være med til at styrke truppens offensiv og målfarlighed. Han er en klog angriber, der er dygtig i boksen og med ryggen mod mål. Og så trækker det ikke ned, at han er en vindertype – for ham er forskellen på at vinde og tabe betydelig, udtaler Niels Frederiksen.
Rajko Lekic har senest været i amerikanske New England Revolution, men da den kontrakt ikke blev forlænget, kan angriberen skifte kvit og frit til Superligaens nummer næstsidst.