Superliga

Lyngby får dispensation til Superliga

Samtlige 12 Superliga-klubber har fået licens til også næste år at spille i landets bedste række. DBU har givet Lyngby dispensation, idet de ikke opfylder alle krav.

De nuværende 12 Superliga-klubber har alle fået licens til også i næste sæson at spille i landets bedste fodboldrække. Det meddeler DBU i en pressemeddelelse.

Klubberne skal opfylde en række sportslige, juridiske, økonomiske, administrative og stadionmæssige krav for at få lov at optræde i Superligaen. Og dem opfylder de nuværende klubber altså. Næsten da. For unionen har givet Lyngby dispensation fra kravet om, at de skal have 3000 siddepladser på stadion - Lyngby har kun 1500.

Skulle Lyngby undgå nedrykning, kan de altså også i næste sæson kalde sig Superliga-klub, selv om de ikke opfylder kravet om 3000 siddepladser på Lyngby Stadion.

Begge oprykkere fra 1. division er endnu fundet. AGF har spillet sig til den ene oprykningsplads, mens den anden står åben mellem HB Køge og Vejle. Der er ikke samme krav til oprykkerne, selv om de også skal indsende en officiel licensansøgning, når oprykningen er en realitet.