Lyngby reddet: Har fået ny Superliga-licens - men kritiseres for sagen
Superliga

Lyngby reddet: Har fået ny Superliga-licens - men kritiseres for sagen

Licensappeludvalget har givet Lyngby BK Superliga-licens for den kommende sæson. Klubben undgår dermed tvangsnedrykning, men kritiseres for sin ageren i sagen.

I dag var mulig dommedag for Lyngby Boldklub, hvis Superliga-licens i første omgang ikke blev fornyet for næste sæson, og som skulle modtaget Licensappeludvalgets afgørelse. Heldigvis for de kongeblå blev licensen fornyet, så klubben kan fortsætte i den bedste række efter sommeren. 

Licensudvalget havde i første omgang afvist Lyngbys licens for den kommende sæson med begrundelsen, at klubben ikke havde "dokumenteret sin evne til at fortsætte driften (going concern) frem til udgangen af klublicensperioden."

Siden har Lyngby fremført nye oplysninger for Licensappeludvalget, og det har altså været nok til at gøre det sandsynligt, at klubben kan fortsætte driften som minimum ét år endnu. 

- Vi er enige med Licensudvalget i, at Lyngby BK på tidspunktet af Licensudvalget afslag ikke havde dokumenteret klubbens evne til at fortsætte i Superligaen. I forbindelse med ankesagen har klubben blandt andet dokumenteret kapital- og likviditetsforøgelse og afhjulpet en række andre usikkerhedspunkter i klubbens budget og dermed dokumenteret, at der som minimum er økonomi til at fortsætte til udgangen af næste sæson, lyder det fra udvalget ifølge dbu.dk.

Licensappeludvalget kritiserer dog Lyngbys håndtering af sagen.

- Vi stiller os uforstående overfor den kritik, klubben har rejst af, at udvalget ikke har været tilgængeligt og imødekommende. Licensappeludvalget har flere gange forklaret og vejledt om det nødvendige materiale, som klubben skulle fremlægge, så det må alene stå for Lyngby BK’s regning, at det ikke har været tilstrækkelig dialog og klarhed om krav til materiale.

Trods den nye licens er klubbens fremtid stadig i den grad indhyllet i usikkerhed. Dels forsøger den nuværende hovedaktionær, Hellerup Finans, at sælge Lyngby BK, dels har Hellerup Finans gennem foråret tilført klubben omkring 17 millioner kroner for lånte penge. De penge skal snart betales tilbage.

Så sent som tidligere på dagen kom det frem, at Hellerup Finans selv er blevet stævnet for fire millioner kroner.