Video : Tipsbladet
Superliga

Lyngby-træner roser Odgaard: Har fantastiske færdigheder

David Nielsen ser en god udvikling hos Jens Odgaard, som han har kaldt "Danmarks næste toptalent".

Forud for denne sæson kaldte David Nielsen angriberen Jens Odgaard for "Danmarks næste toptalent", og i glimt har den 18-årige angriber vist, at han har et kæmpe potentiale. Torsdag startede han inde for Lyngby i 2-0-sejren over Brøndby, og selv om han ikke kom på måltavlen, havde han flere gode aktioner. Det er dog også blevet til to scoringer fra Odgaards fod i denne sæson.

David Nielsen ser stadig et stort lys i angriberen, som blandt andre har været i søgelyset hos Ajax, men han fastslår, at træerne heller ikke vokser ind i himlen for et stort talent som Jens Odgaard.

- Jeg synes, han gør det rigtig godt. Han har stadig ekstremt meget at lære – specielt som enlig 9'er har han meget at lære i forhold til at holde i bolden. Men han har nogle fantastiske færdigheder og arbejder godt for holdet, siger David Nielsen og tilføjer:

- Han udvikler sig sammen med resten af spillerne og bliver bedre hele tiden, og det er vigtigt.

Det italienske medie Tuttosport har Jens Odgaard med i kandidatfeltet til at vinde årets "Golden Boy", som gives til verdens bedste fodboldspiller under 21. Det er ikke nogen tvivl om, at Jens Odgaard ikke kommer til at vinde prisen, men det er alligevel et vidnesbyrd om Lyngby-spillerens store potentiale.

Jens Odgaard har kontrakt med de kongeblå frem til sommeren 2018.