Lynge - rullekonens søn fra Lollandsgade

De lyserøde grisekneppere
Men han stoppede altså som aktiv i 1979, 29 år gammel, uden anden grund end at nu var det ved at være tid. Der var også arbejde og familie, men han holdt dog fast i fodbolden gennem trænerjob i lavere-rangerende klubber som Storvorde, Lindholm, Aalborg Chang [i 2. division] og Aars, mens han også i slutningen af firserne havde et par år som trænerassistent for Peter Rudbæk i AaB. Og i slutningen af 1995 ringede den gamle holdkammerat Børge Bach til den daværende kontorchef i socialforvaltningen for at høre, om det ikke var noget at blive sportschef i AaB.

”Som alle moderne mænd kaldte jeg så til familie tam-tam derhjemme. Jeg havde et godt job i kommunen, som jeg var glad ved, et job som jeg kunne have, til jeg ikke længere kunne tygge blødt smør, hvis jeg lod være med at løbe med kassen, men nu fik jeg den mulighed her. På det tidspunkt var mine to knajter omkring de 20, og vi havde ikke snakket mere end et par minutter, før den ældste sagde: ”Hvad er det egentlig, vi sidder og snakker om, du har jo besluttet dig.” Og det havde jeg selvfølgelig også.”

”Jobbet var ikke beskrevet særlig nøje, for der var ikke så mange, der havde en sportschef på det tidspunkt, men AaB havde lige været i Champions League, og Børge havde knoklet som et bæst. Så jeg sagde ja og fik et års orlov fra kommunen, og så viste det sig, at begge parter syntes, det skulle fortsætte. Nærmest fra dag et fik jeg lov til at tage over, og Børge var helt fantastisk til at bakke ud af den funktion, der for en fodboldmand er det sjove, at have med spillerne at gøre, at handle, at lave kontrakter. Så jeg kom hurtigt ind i det, og jeg blev jo også kendt ret hurtigt, for kort efter fyrede vi Sepp Piontek,” fortæller Lynge Jakobsen om en af de fem trænerfyringer, han har været igennem.

Og det var en ilddåb, som sportsdirektøren stadig kan huske.

”Man følte sig næsten som en amerikansk præsident med alle de mikrofoner. Jeg stod ved indgangen til klubhuset derovre og var presset op i et hjørne. Det var en hård oplevelse, også fordi du samtidig med alt det fokus skal balancere i det, som man absolut bør gøre, når man afskediger et menneske, man for fanden selv har ansat. For Sepp havde sgu gjort sit arbejde i AaB. Det var ham, der fik sponsorerne til om ikke at gå amok, så gav os mange flere. Hans løn blev tjent ind flere gange.”

”Den sjove historie var så, at der var læserbreve i 14 dage i den lokale avis, der kun handlede om Børge og jeg, og hvor forfærdeligt det var, at Sepp var blevet fyret. Og det var lige fra Maren ude i Kæret til folk, der virkelig havde fodboldforstand, Efter de 14 dage sagde jeg til en fra Nordjyske, at ”nå, det var godt, det ebbede ud.” ”Ebbede ud? Det er ikke ebbet ud. Vi synes bare ikke, at det er et tema at blive ved med at bringe de læserbreve”,” siger Lynge Jakobsen med et grin oven på endnu en af de replikskifter, han fylder sine beskrivelser med.

”Vi fik også et brev, det var dog ikke i avisen, men her til klubben, hvor der var en, der kaldte Børge og jeg for nogle lyserøde grisekneppere. Så gale var folk på os. Lyserøde griseknepper. Den bruger jeg en gang imellem, når jeg er ude og holde foredrag. Så fortæller jeg, at det største problem for mig i den sag, det var, at jeg måtte hjem og sige til min kone, at hun var en so,” lyder det med endnu et højt grin.

En bondedreng på Anfield
Da Lynge Jakobsen tiltrådte som sportschef, lagde han en plan med daværende direktør Børge Bach. Det var lidt ment som en joke, men der var også alvor bag.

”Det første var, at vi ville have de gule trøjer ud af Nordjylland. Brøndby var jo rigtig gode til at profilere sig dengang, også heroppe, og vi var enige om, at det kunne ikke passe, når herværende boldklub hedder AaB og har så smuk en trøje, som vi har. Så skal folk gå i AaB-trøjer. Det vi egentlig bare sagde til hinanden, det var, at vi skal profilere os selv bedre i Nordjylland,” siger Lynge Jakobsen, der nok kan notere en vis succes på det punkt.

Men det andet er det knebet lidt mere med.

”Vi ville have fulde huse på stadion hver eneste gang, vi spiller, men det er ikke lykkedes. Jeg synes, vi har forsøgt, vi har angrebet det fra højre og venstre, men når vi taber tre fodboldkampe, så gider folk ikke komme derud. Så siger folk til mig: ”Lynge jeg kan lige så godt sige det til dig, nu kommer jeg fan’me ikke, før I spiller bedre.” Så tænker jeg, ”kommer de for min skyld eller hvad?” Jeg vil da gerne have, at de kommer for min skyld, men jeg synes, det er tåbeligt. Jeg synes, de skal komme, fordi det er fodboldholdet i den her landsdel, men jeg ved ikke, hvordan vi skal få den kærlighed ind i folk.”

”Jeg var ovre at se Liverpool spille, og der mærkede jeg virkelig, hvor stor en bondedreng jeg er. De havde tabt en Champions League-kamp til Benfica på Anfield, og så sagde jeg til englænderen ved siden af mig, mens de stod og sang You’ll Never Walk Alone, da kampen var slut. ”Det er fantastisk, den går sgu ikke i Aalborg, at man hylder spillerne, når de har tabt.” ”Spillerne? Vi er fuldstændig ligeglad med de spillere. Det er Liverpool,” sagde han.”

”Så den efterlader jeg til min efterfølger, og de ledere der skal være her efter mig: Få nu for fanden det stadion fyldt op hver eneste gang. For jeg har ikke formået det,” siger Lynge Jakobsen.

Men han vil gerne rose dem, der er der hver gang, og så er vi fremme eller tilbage ved billedet af tifoen, da amatørklubben fyldte 125 år.

”Historie skabes i særlige rammer af særlige personer og består af op- og nedture,” stod der på den, der fyldte en hel langside og imponerede sportschefen så meget, at han fik et billede af den rammet ind og hængt op på kontoret.

”Så er det, at man bliver ydmyg. Alle de timer, alt det maling, alt det tape. Det er også dem, der tager til Sønderjylland for at se os. Det kan godt være, at jeg er AaB’er, men jeg får fan’me løn for det. Her er der nogen, der betaler, hver eneste gang de går på stadion. De skal betale en bustur, de skal formentlig også have noget at spise på turen. Selvfølgelig er det en del af deres liv, men når de laver sådan noget som den her tifo. Det er jo...,” siger Lynge Jakobsen og løber for en sjælden gangs skyld tør for ord.

”Da den tifo kom op, der tænkte jeg: ”Det betyder fan’me meget for den her klub, og hvor er det godt nok vigtigt, at vi har sådan en skare af rigtige fans.” Jeg ved godt, jeg nogle gange har været ude at skælde ud på dem, men jeg håber også, at jeg har husket at sige, at de er utroligt vigtige for os, for det er de sgu. Og det er ikke bare noget populistisk snak for at pudse min glorie. Det er de. Deres antal er også med til, at AaB er en top fire klub i mine øjne, så jeg tror, at jeg vil anbefale min afløser at rose dem mindst en gang om ugen,” siger sportsdirektøren her et par uger før, at Allan Gaarde bliver præsenteret som manden, der skal forsøge at fylde et enormt hul på sportschefens kontor.

Feriepenge og skuffelser
Så Lynge Jakobsen efterlader et stadion, der ikke bliver fyldt hver gang og en opfordring om fortsat fan-pleje. Det er, hvad det er, men hvad så med feriepenge-sagen, som klubberne tabte med Brøndby som prøvesag og med endnu uvisse konsekvenser for AaB. Den tager han selv op på et spørgsmål om, hvad han har lært gennem 17 år i jobbet?

”Jeg har lært, at jeg ikke gemmer mig for noget som helst. Vi skal face tingene. Når vi har lavet fejl, når der er sket ting i virksomheden, så lad os fortælle det. Og lad os forholde os til det. Og jeg kan ikke have... Jo, nedrykningen, den truende nedrykning [i sommeren 2011], den kunne jeg næste ikke overskue, og så bliver jeg jo dobbelt ramt, fordi det er AaB. Hvis jeg havde været i Skælskør eller Hvidovre, så var det bare en eller anden klub, der rykker ned, men her er der det med følelserne. Jeg følte jo også, at det var mit ansvar. For fanden, vi rykker ned, og det er mit ansvar. Den hang på mig.”

”Feriepengesagen fylder også noget, men den gør noget andet ved mig. Der er noget, hvor vi kan sige, at det er så klokkerent, at her har vi lavet en fejl - jeg vil stadig mest kalde det tekniske fejl, men vi har lavet en fejl - men så er der også noget, der virkelig rører ved mig på den personlige dimension. Når jeg synes, at jeg altid har opført mig ordentligt, så har man som udgangspunkt et forhold til, at så skal andre mennesker også opføre sig ordentligt. Der har min mor godt nok sagt – jeg lyttede meget til hvad min mor sagde i sin tid, da jeg ikke var så gammel – at hvis man opfører sig ordentligt over for andre mennesker, så får man det altid tilbage, og dem der så ikke vil det, Lynge, det er også ligegyldigt.”

”Men her bliver jeg ramt på den personlige del, det kan jeg ikke løbe fra, uagtet at man kan sige, at du kunne jo for fanden bare have skrevet sådan og sådan. Ja, det kan også godt ske, at jeg kunne, men det har jeg så ikke gjort, men jeg ved, hvad ånden i aftalen var.”

”I mit univers kan man godt gøre det, men jeg ved godt, at når der så kommer jura og andre ind over det, så bliver ting lige pludselig ikke så almindelige længere. Men jeg kan ikke være sur, jeg kan ikke være skuffet... Jo, jeg er måske lidt skuffet over det, nu må vi se, hvor vi lander henne. Jeg kan kun kigge på mig selv og sige, at det er mig, der laver alle kontrakterne, og det er mit ansvar. Det må jeg så bide til bollen på, at sådan er det,” siger Lynge Jakobsen og afviser, at der ligger en regning på 15-20 millioner kroner til efterfølgeren.

”Det gør der ikke. Og det er heller ikke en tikkende bombe under AaB’s eksistens. Den tikkende bombe vi har haft, den blev monteret i ’03, ’04, ’05, hvor vi så efterfølgende har tabt 160 til 200 millioner. Hvis vi har en tikkende bombe med det her, hvad vi ikke har, så er det på grund af det andet. Det vil være trælse penge at skulle af med, når de kommer, men jeg er 100 procent sikker på, at de ikke kommer til at trække tæppet væk under noget som helst. Det gør de ikke,” siger sportsdirektøren.

”Nu spurgte du om, hvad jeg har lært. Jeg har lært, at hvis der dukker noget op, der virker træls, som virker skræmmende, så skal man face det i stedet for at lade det ligge, og så er det ovre på et tidspunkt. Alt har en slut-dato. Det, at det gør ondt i otte dage, og at der er nogen, der skriver noget, og nogen der siger noget. Det er jo ovre på et eller andet tidspunkt,” siger Lynge Jakobsen og henviser også til, hvor hurtigt man gik ud med David Nielsen og Jimmy Nielsen spille-affærer for nogle år siden..

”Jeg vil gerne have, at vi er en virksomhed, der virker troværdig udadtil, og det kan vi også være ved at have en åben tilgang til pressen. Også når det gør ondt,” som han siger.

Læs resten af historien på næste side