Målløs FCN-profil: Jeg scorer, når jeg assisterer
Foto: Lars Rønbøg / FrontZoneSport via Getty Images
Superliga

Målløs FCN-profil: Jeg scorer, når jeg assisterer

Stanislav Lobotka har det godt i FC Nordsjælland og har store drømme om fremtiden. Han mangler dog en væsentlig ting i sit spil - at lave mål.

Stanislav Lobotka kom til FC Nordsjælland fra Trencin i august 2015, og stille og roligt har midtbanespilleren fra Slovakiet markeret sig som en profil. Ikke bare i FC Nordsjælland, men i Superligaen generelt. Med sin sikre boldomgang og gode overblik har Lobotka også banet sig vej til det slovakiske landshold.

Lobotka er med andre ord god til mange ting. Der er dog én ting, han absolut ikke er særlig god til - at score mål. I 48 kampe for FC Nordsjælland er det blevet til nul scoringer for slovakken, og i sammenlagt 132 kampe på seniorniveau står han blot noteret for tre mål.

Det er ikke alverden, og midtbanespilleren medgiver, at det er noget, han skal arbejde på.

- Jeg prøver hele tiden at score i næste kamp, men det er rigtigt, at jeg ikke har været så god til det. Det vigtigste for mig er, at vi vinder kampene, og jeg er mere en spiller, der laver assists - når jeg laver en assist, føles det som et mål for mig. Men jeg vil selvfølgelig gerne score, og jeg føler også, jeg har været uheldig et par gange. Det er afgjort noget, jeg arbejder på, siger Stanislav Lobotka til tipsbladet.dk.

Han fastslår, at han nyder livet i Danmark og FC Nordsjælland.

- Jeg har det godt i Danmark. Det er et dejligt land, og jeg har mødt en masse rare mennesker - ikke mindst her i FC Nordsjælland. Det har betydet meget for mig, at jeg er omgivet af gode mennesker i klubben, siger han.

Stanislav Lobotka har kontrakt med FC Nordsjælland frem til sommeren 2019, men hvis han fortsætter med at levere på et højt niveau, er det ikke utænkeligt, at han på et tidspunkt bliver solgt.

Og drømmene er store nok hos den 22-årige slovak.

- Jeg tror, alle fodboldspillere drømmer om at spille for FC Barcelona, Real Madrid osv. Det gælder også for mig, men lige nu er jeg i FC Nordsjælland og arbejder hårdt. Så må vi se, hvad fremtiden bringer, siger Stanislav Lobotka, der ikke kan forestille sig, at en anden klub i Danmark kan blive aktuel:

- For mig har det størst interesse at komme til en klub udenfor Danmark - helst til en top 5 liga.