Månedens hold i Superligaen - marts
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Superliga

Månedens hold i Superligaen - marts

Tipsbladet.dk sætter månedens hold i Superligaen, hvor seks klubber er repræsenteret.

En ny måned står for døren, og dermed er det tid til at se tilbage på marts måned i Superliga-regi. 
 
Traditionen tro sætter tipsbladet.dk månedens hold i Superligaen baseret på præstationerne i den forgangene måned. Nogle hold kom i aktion i fire kampe, mens andre kun spillede tre kampe, men det er altså kun kampe i marts måned, der er taget med i vurderingen.
 
Herunder følger tipsbladet.dk's bud på Månedens Hold i Superligaen for marts.
 
Målmand: David Jensen, FC Nordsjælland 
Efter en svær periode har David Jensen rejst sig og leveret nogle gode kampe i FC Nordsjælland-buret i marts. To clean sheets har været medvirkende til, at Farum-klubben er klatret væk fra bunden af Superligaen.
 
Højre back: Johan Larsson, Brøndby IF
Det ser ud til, at Brøndby har gjort et rigtig solidt indkøb i Johan Larsson. Den svenske back har allerede markeret sig med kampafgørende aktioner, og særligt målet mod OB er mindeværdigt. Stærk måned af Larsson. 
 
Central forsvarer: Anders Egholm, Hobro IK
Hobro har stort set sikret sig overlevelse i Superligaen i løbet af marts måned, hvor stærke defensive præstationer har sikret en række 1-0-sejre. Anders Egholm har været en profil i midterforsvaret sammen med Mads Justesen. 
 
Central forsvarer: Erik Sviatchenko, FC Midtjylland
Marts blev måneden, hvor Erik Sviatchenko fik debut på det danske landshold. Det skete efter solide og stærke aktioner for FC Midtjylland, der har tromlet det meste modstand til side. Kursen er sat mod et dansk mesterskab – og måske et udlandseventyr til sommer for Sviatchenko.
 
Venstre back: Ludwig Augustinsson, FC København 
Ludwig Augustinsson har nærmest været en profil i FC København siden sin første Superliga-kamp, for den unge svensker har leveret fremragende på venstre back, hvor han ser ud til at fortsætte FCK's tradition for kvalitetssvenskere på positionen. 
 
Højre midtbane: Ferhan Hasani, Brøndby IF
Makedoneren er ved at vise hvorfor Brøndby hentede ham i sidste sæson, for han har været et stort aktiv i offensive i forårssæsonen. Med en vigtig scoring sikrede han 1-1 mod FC Midtjylland i begyndelsen af måneden, og de gode takter er fortsat i sejrene mod OB og FC Vestsjælland. 
 
Central midtbane: Tim Sparv, FC Midtjylland
Midtbaneankeret fra Finland har ikke fået meget opmærksomhed, men han udfylder en væsentlig rolle på Glen Riddersholms altdominerende mandskab. Med løbevillighed og pasningssikkerhed er Tim Sparv ved at udvikle sig til en Superliga-profil, der snart kan kalde sig dansk mester. 
 
Central midtbane: Jakob Poulsen, FC Midtjylland
Superligaens assistkonge har en fod med i de fleste FC Midtjylland-mål, og Jakob Poulsen er da også blevet belønnet med landsholdsspilletid i denne måned. Midtbanespilleren er en væsentlig grund til, at FC Midtjylland formentlig får hængt guldmedaljer om halsen til juni. 
 
Venstre midtbane: Nicolai Jørgensen, FC København 
Efter et skadesplaget efterår har Nicolai Jørgensen set stærkere ud i dette forår, hvor han har været kampafgørende for FC København. Det har også givet comeback på landsholdet for Jørgensen, der er en af Superligaens største profiler, når han er i topform. Det niveau nærmer han sig. 
 
Angriber: Morten Beck Andersen, Silkeborg IF
Tre mål i marts gør Morten Beck Andersen til delt Superliga-topscorer denne måned. Efter et målfattigt efterår er han kommet godt i gang i foråret, og selvom det ikke har været spektakulære scoringer, har de været vigtige. Morten Beck har en stor aktie i Silkeborgs syv point, der er blevet hentet i marts. 
 
Angriber: David Moberg Karlsson, FC Nordsjælland
Den svenske angriber er ved at sikre sig et gennembrud i Superligaen, hvor han har markeret sig som en væsentlig spiller i FC Nordsjælland. Den unge angriber er kommet på måltavlen flere gange og ser ud til at være et godt bud på en forårstopscorer.