Mads Hvilsom tæt på skifte til Tyskland
Foto: Christian Klindt Sølbeck/Polfoto
Superliga

Mads Hvilsom tæt på skifte til Tyskland

Hobro-angriberen Mads Hvilsom kan blive holdkammerat med tidligere Hobro-angriber Emil Berggreen i Eintracht Braunschweig.

Han sluttede som nummer to på topscorerlisten i Superligaen, og nu ser det ud til, at Mads Hvilsom er færdig i dansk fodbold i denne omgang. Ifølge Ekstra Bladet er Hobro-angriberen nemlig på vej til tyske Braunschweig for en pris på fire millioner kroner.

Det lyder måske ikke af så meget for en ung angriber med mål i støvlerne, men det har formentlig en del at gøre med, at Hvilsom kun har et år igen af sin aftale med Hobro, hvor han heller ikke ligefrem tjener kassen.

I Braunschweig, der spiller i 2. Bundesliga, kan Mads Hvilsom blive holdkammerat med Emil Berggreen. De to spillede sammen i Hobro i efteråret, og nu lader det altså til, at Braunschweig henter Berggreens tidligere holdkammerat, og at de to Hobro-drenge altså kan lave mål sammen igen.

Det kan dog blive en stakket frisk med de to angribere, for Emil Berggreen er jagtet af Hamburger SV.