Mads Justesen forlænger med Hobro
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Mads Justesen forlænger med Hobro

Den 34-årige anfører har forlænget sin kontrakt med et år, så den gælder frem til næste sommer.

Hobro-anfører Mads Justesen har netop forlænget sin kontrakt med klubben, der skal spille Superligafodbold i næste sæson.

Den 34-årige forsvarsspiller får dermed mulighed for at udbygge sin rekord for flest kampe i Hobro-trøjen, som han overtog i efteråret.

- Vi er glade og stolte over at kunne forlænge med vores kaptajn i endnu et år. Mads er jo en kulturbærer i klubben, og selvom han efterhånden er blevet en ældre herre, så spiller han stadig på et rigtig højt niveau. Mads fylder meget både på og uden banen, så det er en vigtig forlængelse for os, siger sportschef Jens Hammer Sørensen til klubbens hjemmeside.

Hovedpersonen selv er glad for at være med i Hobroprojektet, som han har været en del af siden 2004, og som har flyttet klubben hele vejen fra Danmarksserien til Superligaen.

- Jeg er glad for, at vi kunne blive enige om en ny aftale. Jeg synes, at klubben er inde i en positiv og spændende udvikling lige nu, og det vil jeg gerne være en del af. Derudover er Hobro IK jo bare min klub, og jeg føler stadig, at jeg har en masse, som jeg kan bidrage med, siger han til klubbens hjemmeside.

Mads Justesen står i øjeblikket noteret for 329 kampe for Hobro. Han har scoret 32 mål.