Video : Tipsbladet
Superliga

Mads "Mini" Pedersen på blokken i Hamburger SV

FCN-profilen Mads "Mini" Pedersen er et af tre navne, som kan afløse Douglas Santos i Hamburger SV.

Mads "Mini" Pedersen er et godt bud på det næste stjerneskud, som FC Nordsjælland kan sælge for store penge. Sammen med Mathias Jensen på den centrale midtbane er han blandt de store profiler hos Superligaens aktuelle tophold.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at AFC Ajax har et godt øje til Mathias Jensen, men der er også bejlere til Mads "Mini" Pedersen. En af dem er den tyske traditionsklub Hamburger SV, skriver Bild.

Bundesliga-klubbens venstre back, Douglas Santos, er på vej til PSV Eindhoven, og det tvinger selvsagt HSV på jagt efter en afløser. I den forbindelse er der tre navne i spil - Konstantinos Stafylidis fra Augsburg, Bordeauxs Diego Contento og altså Mads "Mini" Pedersen. Stafylidis skal være øverst på blokken af den nævnte trio.

Skulle Mads "Mini" Pedersen ende med at rykke frem på ønskelisten i løbet af den næste uges tid, er det dog usandsynligt, at Hamburger SV får held med at lande en transfer med FC Nordsjælland. Farum-klubben har fastslået, at der ikke bliver solgt flere spillere i dette transfervindue.