Simon Makienok Christoffersen. Sådan hedder det lange håb, der skal få Brøndby væk fra Superligaens bundstrid og tilbage på ret kurs. Med et skifte fra en af Superligaens mindste klubber til en af de største sætter Makienok også sig selv under pres fra medier og fans, men det skræmmer ikke den 21-årige angriber.
- Jeg er sikker på, at jeg godt kan modstå presset og kapere forventningerne. Et godt forår for mig vil være at tilkæmpe mig en stamplads på holdet og så hjælpe holdet med at vinde nogle fodboldkampe. Jeg har slet ikke sat mig noget mål for, hvor mange scoringer jeg skal levere i foråret. Så længe jeg kan være en del af at få Brøndby på rette kurs igen, så er jeg tilfreds, siger Simon Makienok til sporten.dk.
Skulle det lykkes Makienok at spille Brøndby tilbage i den bedre halvdel og tilmed få scoret nogle mål, så kunne der måske blive plads for den lange ligalandsholds-angriber på Morten Olsens EM-hold sammen med Makienoks idol.
- Bendtner er da helt sikkert et forbillede for mig på mange punkter. Vi er lidt den samme type angriber, og han er én, som jeg kigger på og forsøger at lære af. En EM-plads ville være en drøm, men det kræver et fantastisk forår på absolut topniveau i Brøndby, hvor vi både vinder mange kampe, og jeg scorer mål, siger Makienok.
Den høje angriber tog i går første skridt på vejen mod Brøndby-succes, da han scorede sit første mål for vestegnsklubben. Det skete i Brøndbys træningskamp mod Dacia.