Makienok: Vi skal have et fort på hjemmebane
Illustration
Superliga

Makienok: Vi skal have et fort på hjemmebane

- Vi vil være dominerende på hjemmebane, uanset om vi møder Silkeborg eller FCK, siger Simon Makienok.

Brøndby fik mandag aften sine første point i Superliga-sæsonen, da det blev til en 2-0-sejr over Silkeborg. Sejren var vigtig for Brøndby, der nu kravler over nedrykningsstregen i Superligaen, og for angriberen Simon Makienok har de tre point stor betydning.

- Det betyder selvfølgelig meget. Vi har fokuseret meget på, at vi ikke skulle få den samme start i denne sæson som sidste år, så det var rart at komme på tavlen. Vi har snakket meget om, at hvis man vil være tophold, skal man ikke spille to dårlige kampe i træk. Det havde vi meget fokus på, og det var dejligt at komme i gang, siger Simon Makienok til tipsbladet.dk.

Han fortæller, at Brøndby-spillerne var hævntørstige efter premiererundens nederlag til FC Midtjylland.

- Vi skulle komme tilbage oven på en dårlig præstation og vise, at det var en enlig svale. Det spillede også ind, at vi var på hjemmebane, og at det er et mere defensivt hold end Midtjylland, som var meget aggressive, siger Makienok.

Sejren over Silkeborg var samtidig endnu en sejr på hjemmebanen i Brøndby, hvor klubben ikke har tabt i de seneste seks kampe.

- Når man har ambitioner om at spille med i toppen, skal man altid have point og sejre mod oprykkerne. Omvendt var det også en kamp som alle andre, og når vi er på hjemmebane, vil vi vinde uanset, hvem vi møder. Vi vil være dominerende på hjemmebane, uanset om vi møder Silkeborg eller FCK. Vi skal have et fort på hjemmebane, hvor folk skal komme og føle, at det er svært at spille mod os, siger Simon Makienok.

Brøndbys næste kamp i Superligaen er mod Hobro på udebane søndag, men inden da venter Club Brugge i Europa League.