Superliga

Manden der kan redde Brøndby

Brøndbys næstformand Benny Winther skal igen forsøge at redde klubben fra konkurs. Kom tæt på en af Brøndbys mest betydningsfulde ledere.

Bragt i Tipsbladet 11. januar.

Brøndbys næstformand Benny Winther skal for anden gang forsøge at redde Brøndby ud af en faretruende økonomisk situation. Manden med det klare værdisæt har været i klubben i en menneskealder og har tegnet klubben på godt og ondt, mener tidligere kollegaer. Tipsbladet går tæt på en af Brøndbys mest betydningsfulde ledere gennem de seneste 30 år.

For godt tyve år siden var Brøndby i knæ. Klubben, med Per Bjerregaard i spidsen, ville investere i InterBank, men handlen gik helt galt og kostede næsten Brøndby IF livet. Vestegns-klubben tabte dengang knap 400 millioner kroner på det fejlslagne erhvervseventyr og var ikke mange dage fra at lukke, men en redningsplan blev iværksat og udført med klubbens nye bestyrelsesformand Benny Winther som den ledende figur.

Selv om Winthers egen transportkoncern på nogenlunde samme tid også præsenterede røde tal i regnskaberne, var Benny Winther anset for at være en af de stærkeste forretningsfornemmelser i den daværende Brøndby-bestyrelse, og Winther formåede da også at forhandle aftaler på plads med Brøndby IF’s kreditorer, så klubben kunne fortsætte.

Men i dag er Brøndby igen i økonomisk uføre. Et stort overforbrug i forbindelse med spillertruppen i de seneste år kombineret med en sportslig deroute har efterladt Brøndby i en ekstremt kritisk situation, og i disse dage forhandles der om en række aftaler mellem klubben, spillerne og øvrige interessenter – aftaler, som skal landes, hvis den fremtidige drift af Brøndby IF skal sikres. Lige som det var tilfældet for godt 20 år siden, er det Benny Winther, i dag som fungerende næstformand i bestyrelsen, der står tilbage som forhandleren og manden, der primært har forbindelse til de investorer, som skal redde klubbens eksistens – i øvrigt via sin egen datter, Marlene Winther Plas, som er advokat for Brøndby IF i forhandlinger med bankforbindelserne og investorerne.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Brøndby overlever ikke dødskampen

”Angående investorer kan det da godt være, at vi er dialog med nogen, men jeg kan ikke bekræfte noget som helst. Det eneste, jeg kan sige, er, at dem, vi taler med i øjeblikket, forhandler jeg selv med, og jeg er den eneste, der ved, hvem det er,” lød det fra Benny Winther til BT den 3. januar, og få dage senere, den 8. januar, offentliggjorde Brøndby så de grundlæggende elementer i en foreløbig redningsaftale.

Med i den var et tilsagn om, at disse investorer ville tilføre klubben den livsnødvendige kapital [hvis medarbejderne i klubben var villige til at gå ned i løn]. Katastrofen blev måske afværget, og igen så det ud til, at Benny Winther og Brøndby måske overlevede en dyb krise.

Snakker måske stadig med Per Bjerregaard 
Denne periode kunne Brøndby ellers sagtens have gennemlevet uden Benny Winther. I 2007 smækkede han med døren, da han udgik af bestyrelsen efter godt 30 års engagement. Klubben var på vej i en anden retning, end klubmanden Winther ville sende den i, og det blev for meget. Han droppede sin kollega Per Bjerregaard efter mange års samarbejde, fordi spillerne, der blev hentet ind, fik for høje lønninger, og de værdier, Brøndby førhen havde levet efter, var ikke længere så tydelige, har han siden forklaret om sit exit.

Brøndby bevægede sig dengang væk fra Winthers ideologi, og det er også derfor, at Benny Winther i dag mere eller mindre ser kvindeholdet i klubben som værende det, der repræsenterer klubværdierne mest, og det er også for dem, han er sponsor med sit eget firma Skanlog.

Trods det vendte han dog tilbage til den professionelle bestyrelse i 2009 på opfordring fra vennen fra ungdommen i Randers, Per Bjerregaard, og ifølge en af Winthers kollegaer fra de sidste mange år i Brøndby Finn Andersen, er grunden til den i dag 70-årige Winthers comeback lige så tydelig, som vigtigheden af Winthers tilstedeværelse i Brøndby er det lige nu.

”Benny har altid været meget engageret i fodboldklubben og i holdet, og han har selvfølgelig et stærkt forhold til Brøndby. Helt fra starten i 80’erne kom han ind med en anden vinkel til klubben, end den vi andre havde. Vi var nogle, som havde fodbold-genet og tankerne omkring holdet, hvor han mere bragte forretningsgenet ind i bestyrelsen. Går vi helt tilbage, så var han den, der havde mest indblik i det forretningsmæssige, og i forhold til at gøre Brøndby til en forretning har Benny haft stor betydning.”

”Nu har han har siddet i bestyrelsen i så lang tid, og jeg mener, det er heldigt, at han er tilbage. Jeg trådte selv ud af bestyrelsen i april, og Per [Bjerregaard] trådte ud i sommer, så der er i hvert fald én tilbage med erfaring. Resten af bestyrelsen er stadig lidt uerfaren, og jeg mener, de kan drage fordel af at have Benny der i den nuværende situation. Desuden har Benny ttBrøndby dybt, dybt inde i sjælen, og det skal nok komme dem til gode,” vurderer Finn Andersen og gætter på, at Benny Winther stadig henter rådgivning hos en mand, der i sommer forlod den professionelle afdeling.

Læs også: Låst Brøndby vil styrket ud af transfervinduet

”I sådan en situation må man jo formode, at A-aktionærerne bliver taget med på råd i forbindelse med beslutningen, og jeg vil tro, at det øvrige bagland også bliver taget med på råd. Og med det mener jeg Per Bjerregaard i sin funktion som formand for amatørafdelingen blandt andre.”

Finn Andersen selv er ikke længere en del af bestyrelsen i Brøndby IF. Fra sidelinjen har han fulgt med i krisens udvikling, og i denne situation mener han, at Benny Winther er nødvendig for klubben.

”Man kan jo trække nogle paralleller fra krisen i 90’erne med InterBank og så til den nuværende situation. I hvert fald er der nogle økonomiske elementer, som skal redes ud i begge tilfælde, og Benny ved, hvad han sidder med, og hvad han skal gøre, det er jeg sikker på,” siger han.

Winther er i bestyrelsen sammen med Sten Lerche, Tommy Sommer Håkansson, Jonny Nederskov Hansen og Bjarne Nielsen og dermed er han den eneste tilbage, der har længere erfaring med arbejdet i Brøndby.

”Landsbytossen” 
deler vandene
Det er dog ikke alle, der er lige trygge ved næstformandens indvirkning på tingene i Superliga-klubben, for Benny Winther står for mange som en af grundene til, at den seneste tid har været uro-fyldt på Københavns vestegn. De seneste seks år har den administrative del af forretningen i Brøndby budt på hele seks udskiftninger af direktører ligesom adskillige bestyrelsesmedlemmer har forladt deres poster – mange med begrundelsen, at man ikke kunne blive enig med resten af ledelsen om nogle helt grundlæggende aspekter i klubbens strategi, hvilket tyder på, at en splittelse medlemmerne imellem har præget dagligdagen i klubben.

Også Winther selv har fået hug. Den tidligere direktør Hermann Haraldsson rettede tilbage i 2010 en svada mod netop Winther, som i samme periode begyndte at stå for mere af kommunikationen ud af Brøndby som følge af Per Bjerregaards sygdom. Winther var ifølge Haraldsson ikke i stand til at omstille sig til den tankegang, som ifølge den tidligere direktør var ttnødvendig for at trække Brøndby i den rigtige retning.

”Benny Winther er den nye stærke mand i Brøndby, hvilket er stærkt bekymrende. Han er manden, der mener, at Laudrup-familien udelukkende har været til skade for Brøndby. Han har undladt at komme i Laudrup Lounge udelukkende, fordi den er opkaldt efter Michael Laudrup. Benny Winther er manden, der mener at tilskuere på stadion er en omkostning og kun er til besvær, og at det vil være bedre at spille helt uden på en bane med et skur, hvor man kan købe røde pølser. Han er som en landsbytosse og er udset til at være manden, der skal være med til at føre Brøndby tilbage til toppen af dansk og skandinavisk fodbold,” sagde Haraldsson til tipsbladet.dk dengang i 2010.

De noget hårde ord kom, efter at Haraldsson selv var blevet fyret i klubben efter kun 15 måneder, og han er ikke den eneste, som har kritiseret Winthers opfattelse af udviklingen i klubben. I løbet af krisen udsprang flere organisationer i fangruppen, som gerne så magtstrukturen i klubben ændre sig – og at man nedlagde Fonden, som Benny Winther indtil for nylig var en stor del af med alle de afgørende og bestemmende A-aktier, den rådede over.

En af de nye fan-organisationer Brøndbys Fremtid har kaldt Winther og kompagnonen Bjerregaard for personer, som hævede sig over fællesskabet i klubben, fordi de meldte ud, at de ville se krisen ud og først forsøge at aflevere klubben til en anden bestyrelse, når tingene igen så lyse ud. Senest i sommeren 2013. Det blev opfattet som en udskydelse af det nødvendige: De tos afgang.

Det overrasker ikke Finn Andersen, at Winther formår at trække denne slags opmærksomhed i en periode, da der har været forskellige meninger om, hvordan strukturen og strategien i Brøndby måtte se ud.

Læs også: Hvem har følelserne og 100 millioner

”Han er en mand, der deler vandene. Jeg har set masser af eksempler i løbet af årene, hvor han møder modstand, og det sker blandt andet, fordi han har formuleret sig skarpt. Opmærksomheden om det stammer vel fra den periode med John ”Faxe” og Michael Laudrup. Han er en mand med markante holdninger, og det er svært at overse for alle. Samtidig har han også været skarp i formuleringerne over for fansene, men han gør det, han mener er bedst for klubben.”

”Det har aldrig generet mig. Jeg respekterer en mand, der har holdninger. Det har vi jo alle sammen, og det er jo sjældent, at man ser en bestyrelse, hvor tingene ikke bliver diskuteret og hvor der opstår nogle ting. Der har været flere, som ikke har delt Bennys holdning, det er da ikke nogen hemmelighed,” siger Finn Andersen.

”Men man peger ikke mennesker ud, som har sat sig imod ham. Han – lige som mange andre i bestyrelsen – kom og kommer fra chefstillinger, hvor man bestemmer og leder. Det fører nogle gange til diskussioner, når man så mødes i et åbent forum.”

Flere af de tidligere bestyrelsesmedlemmer har af forskellige årsager ikke ønsket at medvirke i denne artikel om næstformanden i Brøndby.

”Det ville ikke være passende for mig at udtale mig offentligt om ham,” har en af begrundelserne været.

Hvad det betyder skal være usagt, men Benny Winther har uden tvivl skabt sig modstandere i sin periode i klubben, hvilket historierne om Haraldsson og fansene er med til at understrege.

En anden, der kender Benny Winther godt, medgiver også, at Winther er en type, man kan ende på kant med. Det husker tidligere Brøndby-træner og -spiller Henrik Jensen.

”Jeg har selv altid haft et godt forhold til ham. Faktisk lige siden ’85, da jeg selv kom til klubben. Dengang var han også lidt kontroversiel, og han var måske ikke så værdsat, for han siger sine meninger, og det var der nogen, der opfattede som værende besværligt. For mit eget vedkommende havde jeg intet imod ham. Han spillede golf, det gjorde jeg også, og vi havde generelt en del ting til fælles, så vi havde et godt forhold. Men selvfølgelig har han noget kant. Han har altid været sådan. Han har stået ved sine ting, og sådan en type løber ind i nogle mennesker, der bare ikke harmonerer med ham på den måde,” forklarer den cheftræner for 2. divisionsklubben Frem.

”Han står jo for hele den her forenings-tanke. Han er der for sin klub. Og i de seneste mange år har han værnet om, at Brøndby skulle beskyttes mod udefrakommende, så han interesserer sig meget for selve klubben. Det skal man aldrig komme til at tvivle på. Han handler kun i klubbens interesse, og siden er der kommet mange mennesker ind omkring Brøndby med mange nye idéer. Samtidig går det skidt for klubben på banen, og i en klub med så mange følelser kan der hurtigt blive meget larm,” siger Henrik Jensen.

”Men derfor må jeg også indrømme, at jeg er glad for, at det er ham, der står som en af dem, der skal redde klubben igen. For Benny er også meget ærlig. Han prøver ikke at snyde nogen, har mit indtryk altid været. Jeg har aldrig taget ham i at bagtale andre, og det er måske det bedste for klubben i dens nuværende situation.”

”Faktisk har Benny kun skuffet mig én gang. Det var da jeg selv blev fyret derude, hvor han efterfølgende sagde at det var en omrokering, og at jeg kunne blive genansat. Det gjorde han ikke så meget ved, og jeg hørte intet fra ham. Mit overordnede billede var super positivt og fuld af respekt inden det, for det var i min verden meget atypisk, at han ikke kunne stå inde for det, han lovede. Ikke at jeg gik og ventede længe på at blive genansat, men jeg havde haft et godt forhold til ham fra jeg selv var spiller, og det skuffede mig lidt og står i kontrast til det, han ellers står for i min verden,” forklarer han.

Har givet 
Bjerregaard modspil
Benny Winther er kendt for at være Per Bjerregaards medspiller og væbner i kampen om at forsvare den struktur, som har kendetegnet Brøndby længe. De to kender hinanden fra før bestyrelsesarbejdet i Brøndby overhovedet begyndte, men forholdet til Bjerregaard har også været præget af, at Winther flere gange har sagt nej. Udover pausen fra bestyrelsen for tre år siden har han også sat foden i andre gange over for den tidligere formand og direktør.

”Han har altid været i kulissen, men jeg tror overhovedet ikke, at man skal undervurdere, at han altid har kunnet givet Per Bjerregaard noget modspil i nogle vigtige emner. Og han fik jo rigtig stor respekt dengang med InterBank, og det har givet ham en vis status – ikke bare i forhold til Per men også i resten af klubben. Per og Benny har ikke været enige om tingene altid. Sådan har det langt fra været,” siger Henrik Jensen.

”Omkring dem som kender ham, er der stor respekt. Han har jo også postet penge i klubben, når det har været nødvendigt og han var den første, store hovedsponsor. Men i dag skal man heller ikke tage fejl af, at han gør meget ud af at se klubben fra alle sider. Det er også kommet ham til gode. Selv om han ikke har den store indflydelse på det sportslige, så har jeg været til mange møder med ham, hvor jeg er blevet overrasket over, hvor godt han kender spillere i klubben og i andre klubber, hans kendskab til systemer og så videre. Det var imponerende for mig, og den side havde jeg ikke set i ham før.”

Ifølge kollegaen gennem mange år Finn Andersen er det dog snart slut for Benny Winther. Tidligere har næstformanden selv sagt, at han senest til sommer skal have givet ansvaret videre. Dengang forklarede han, at forudsætningen for stoppet måtte være, at klubben skulle være i en sund forfatning, men det er klubben umiddelbart stadig et stykke fra at være.

Alligevel skal man regne med, at Winthers Brøndby-engagement snart er slut. Denne gang for alvor.

”Hvor længe Benny vælger at sidde der afhænger af, hvem der kommer ind som investorer. Hvis typer som Frank Buch, som tidligere har været med, kommer ind i klubben, så er det ikke så vigtigt, at han bliver. Så er det måske en fordel, at vi gamle er ude og giver de andre plads til at arbejde. Men hvis der kommer nogle helt uerfarne ind, så synes jeg, det er vigtigt, at han bliver.” 

Læs også: Brøndby nærmere en løsning

”Jeg snakker ikke med ham om de ting, men jeg tror ikke, han har ambitioner om at fortsætte i aktieselskabet. Jeg tror, det er rigtigt, når han siger, at hvis der kommer en aftale i stand med nogle af de mennesker, der har været nævnt, så tror jeg, han stopper. Denne periode har været hård for ham, skal man huske på. Det har været tre år, hvor han skulle bære igennem, samtidig med at Per har været syg, så jeg tror han stopper,” siger Finn Andersen.

”Efter år 2007 arbejdede vi mod at få en ny direktion. Per blev formand og Hermann blev ansat. Der arbejdede vi hen mod en anden daglig ledelse, mens vi gamle også ville lade os skifte ud. Faktisk senest til sommer, men tingene har udviklet sig på en måde, og nu blev det på en kedelig måde. Derfor var det helt naturligt, at han er fortsat,” forklarer han.