Video : Tipsbladet
Superliga

Marcondes føler sig smadret af AGF-spillere: Ville aldrig spille for det hold

FC Nordsjællands målscorer i 1-2-nederlaget til AGF, Emiliano Marcondes, mener, at aarhusianerne gik unødigt hårdt til ham i kampen, og slår fast, at han ikke selv har lyst til at "spille på et hold som AGF".

Mandag aften rundede FC Nordsjælland og AGF niende spillerunde af denne Superliga-sæson af, og det endte med en tiltrængt 1-2-sejr til gæsterne i hvidt. Dermed strøg AGF helt op på syvendepladsen.

Emiliano Marcondes stod for den nordsjællandske reducering i kampens slutfase, hvilket blev startskuddet til et tungt FCN-pres, som desværre for Marcondes ikke udmøntede sig i mere end et par lige-ved-og-næsten-situationer. Efterfølgende var det dog ikke kun nederlaget, som målscoreren var træt af.

Han syntes, det var kedeligt at spille sådan en kamp, hvor der var mange spilstop, og han mente, at mange af AGF-spillerne bare var ét stort frispark. Adspurgt, hvorvidt han ikke bare fik det, han selv plejer at dele ud, svarer han:

- Det synes jeg ikke. Sådanne frispark laver jeg ikke. Jeg prøver at være klog i alle dueller og skærme bolden, og mange gange kommer de for hårdt og smadrer mig bare ned. Men sådan er det. Det er flot af dem at komme til Farum og vinde her. Det er der ikke mange, der gør. Jeg ville bare aldrig spille på et hold som AGF, siger Marcondes ifølge BT.

Med til historien hører, at ingen AGF'ere ifølge statistik på superliga.dk begik mere end de tre forseelser, som Jesper Juelsgård stod bag, mens AGF som hold til gengæld begik 18 af slagsen, hvilket var flest i runden. FC Nordsjælland begik 8.

Marcondes og co. kan dog glæde sig over, at de stadig indtager førstepladsen i ligaen med to point foran AC Horsens.