Marcus Ingvartsen drømmer om topscorertitel
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Marcus Ingvartsen drømmer om topscorertitel

Med 18 scoringer i denne sæson deler angriber Marcus Ingvartsen topscorertitlen med Teemu Pukki i øjeblikket, og FCN-angriberen har et helt klart mål om at blive rækkens mest scorende spiller.

Søndag måtte han for en sjælden gang skyld gå målløs fra banen, da Brøndby IF tog fra opgøret i Farum mod FC Nordsjælland med en sejr og tre point, men det får ikke angriber Marcus Ingvartsen til at ryste på hånden.

Kasper Hjulmands tropper ligger på en delt tredjeplads i Superligaen og kan altså stadig vinde bronze i Superligaen, mens angriber Marcus Ingvartsen med 18 mål ligger på en delt førsteplads på topscorerlisten sammen med Brøndbys Teemu Pukki, og FC Nordsjællands 21-årige angriber lægger ikke skjul på, at han vil have prisen som Superligaens mest scorende i denne sæson.

- Det går jeg 100 procent efter. Hverken jeg eller holdet mister nogen som helst form for tro på, at vi kan score mål efter det her - der kommer chancer igen i næste kamp, og vi kører bare videre, siger Marcus Ingvartsen til Ekstra Bladet og forklarer:

- Det vil være godt for mig rent personligt, men selvfølgelig også for holdet, så begge ting ville være super fedt.

Marcus Ingvartsen havde et par muligheder for at score søndag eftermiddag i Farum, hvor Frederik Rønnow leverede en super-redning på en Marcus Ingvartsen-afslutning.