Martin Spelmann i kapløb med tiden: Tror på tyrkisk exit
Foto: Polfoto
Superliga

Martin Spelmann i kapløb med tiden: Tror på tyrkisk exit

Martin Spelmann arbejder på at komme fri af Gençlerbirliği inden transfervinduets lukning.

Med under 12 timer tilbage af transfervinduet arbejder Martin Spelmann på at komme ud af sin kontrakt med den tyrkiske klub Gençlerbirliği. Efter et trænerskifte har midtbanespilleren ikke udsigt til spilletid, og han arbejder derfor på at blive løst fra sin kontrakt og stadig få en økonomisk kompensation med sig. 

Hvis det sker inden transfervinduets lukning, kan han skifte frit til en anden klub - også efter midnat. Spelmann er fortrøstningsfuld.

- Det er kompliceret, men jeg udelukker ikke noget. Det kan ske, men der er nogle ting, der skal gå op i en højere enhed, hvis det skal lykkes. Jeg skal både bestå et lægetjek og sikre mig, at der er penge i banken fra min nuværende klub og så videre. Der har været noget i gang i et stykke tid, og jeg skal finde ud af, hvor meget jeg kan få med mig herfra. Det kommer an på, om klubben herned er til at snakke med, for jeg kommer ikke til at give afkald på alle de penge, jeg har til gode, siger Martin Spelmann til tipsbladet.dk. 

Han understreger dog, at han ikke skal væk for enhver pris. 

- Det kommer an på, hvad jeg har i den anden hånd. Hvis jeg tager hjem til Vejle, skal jeg have mere med herfra end hvis jeg eksempelvis skulle til Berlin eller noget andet. Det er det, der bliver afgørende, siger han. 

Martin Spelmann er på rygteplan blevet sat i forbindelse med bl.a. Randers FC, men han vil ikke afsløre, hvilke klubber han har mulighed for at skifte til.

- Det eneste jeg kan sige er, at jeg ikke er presset. Det ved klubben også godt. Hvis klubben vil løbe fra en aftale, kommer det til at koste, og det er helt normalt i Tyrkiet. Jeg tror godt, at det kan lade sig gøre, men vi må se, om vi kan nå det, inden transfervinduet lukker, lyder det fra Martin Spelmann. 

Martin Spelmann skiftede fra OB til Gençlerbirliği i sommer og har kontrakt med klubben frem til sommeren 2018.