Mandla Masango blev i slutningen af transfervinduet udlejet fra Randers FC til SuperSport United i hjemlandet, og dermed slap kronjyderne for mere ballade med sydafrikaneren, der har nægtet at spille, siden Randers i sommer stillede sig i vejen for et klubskifte.
Masango må have samlet en del rust til sig i løbet af det seneste halve år, men onsdag så han ud til at være i storform for SuperSport United i hjemmekampen mod Maritzburg United. Masango og holdkammeraterne vandt 4-1, og lejesvenden fra Randers scorede to mål.
SuperSport var bagud 0-1 ved pausen, men så tog pokker ellers ved Mandla Masango, der scorede to mål på to minutter og bragte sin klub foran 2-1. Ved stillingen 4-1 efter 88 minutter kunne Masango lade sig udskifte.
SupeSport United er nummer tre i den sydafrikanske liga.