Masser af klubber vil have Kadrii: Det er win-win for ham og os
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Masser af klubber vil have Kadrii: Det er win-win for ham og os

FC København-manager Ståle Solbakken ser gode perspektiver i en lejeaftale for Bashkim Kadrii.

FC København sender Bashkim Kadrii på lejemål i en ny klub denne vinter, og det tyder på, at offensivspilleren snart har sin fremtid på plads. 

Spørgsmålet er dog, hvad det lange perspektiv er for Kadrii. For én ting er et kortsigtet lejemål; noget andet er fremtidsperspektiverne. For hvilken forfatning er Bashkim Kadrii i efter så lang tid uden kampe? Og kan han blive aktuel for FC København igen?

Det har tipsbladet.dk talt med FCK-manager Ståle Solbakken om.

- Det er det, vi gerne vil se. Det er derfor, vi sender ham på lån, så vi kan se, hvordan han spiller. Det er op til Bashkim at spille sig så god, at han kan blive aktuel for os senere – eller at han spiller sig ind i en anden klub. Det er en win-win for ham, og det er det også for os. Han kan godt have en fremtid i FC København, siger Ståle Solbakken til tipsbladet.dk.

Ville det ikke have være bedre for Kadrii at blive lejet ud i efterårssæsonen, hvor han selv afviste et klubskifte? 

- Sandsynligvis, men det ved man aldrig. Nu har han i hvert fald trænet godt, og han har været skadesfri i fire-fem måneder, hvor han har spillet reserveholdskampe. Vi håber, at det er et godt springbræt for ham til det, han skal lave ny.

Er der fortsat interesse for Bashkim Kadrii, selvom han ikke har spillet meget?

- Ja, der er masser. Der er danske klubber, og faktisk har han tilbud fra klubber fra tre lande. Det er Bashkim selv, der styrer hvor han vil hen.

Forventer du en afklaring på fremtiden for Kadrii inden 1. februar? 

- Det kommer an på, hvilket land han vælger. Hvis det er en dansk klub, han skal til, skal det jo være før 1. februar.