Video : Tipsbladet
Superliga

Mathias Greve: Forventer ikke startplads

Den 22-årige fynbo erkender, at han ikke kan forvente at starte inde i hver kamp.

Det er blevet til fire starter i de første fem runder af Superligaen i denne sæson, men selvom fynboen føler sig som en del af kernen på holdet, så mener han, at der er mange gode alternativer på hans position.

- Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at jeg har været inde omkring kernen på holdet. Vi har flere dygtige spillere på min position, så det er på ingen måde givet, at jeg er fast starter. Der er utvivlsomt kamp om pladserne og hvis jeg ikke præsterer hver gang er der en anden, der tager pladsen, siger Mathias Greve til klubbens hjemmeside.

Den unge midtbanespiller har spillet i OB i mange år og har netop taget hul på sin fjerde sæson som Superliga-spiller. Hvis denne sæson skal være en succes, så skal udviklingen fortsætte, mener han.

- Målet lige nu er at blive en profil på det her OB-hold. Nu har jeg været relativt fast mand de sidste par kampe, så det næste skridt må være at blive mere kampafgørende. Jeg går på banen for at levere de ting, som en offensivspiller har et medansvar for. Men jeg havde måske håbet på at have et lidt højere antal mål og assist på min personlige konto, men lad os nu se, om det ikke allerede kommer på søndag mod FC Midtjylland, siger Mathias Greve.

Kent Nielsen glæder sig over udviklingen hos Mathias Greve, men fortæller samtidig, at midtbanespilleren skal blive ved med at præstere.

- Han har gjort det godt i de kampe, som han har fået fra start. Og så er det positivt, at en af OB’s egne unge spillere har taget springet og kan vise det på førsteholdet. Han er kommet godt fra start, men kreative spillere bliver på den lange bane målt på deres evne til at score mål og assistere, og der er stadig ting han skal arbejde med. Men han er startet stærkt og på sigt har han potentiale til at præstere på et stabilt godt niveau og blive en offensiv profil for OB i Superligaen.

Mathias Greve debut for OB’s bedste mandskab tilbage I 2014, da han blev skiftet ind i det 78. minut mod FC Vestsjælland.