Mathias "Zanka" Jørgensen smider den hvide FCK-trøje til side om fire måneder. Her begiver den 21-årige forsvarsspiller sig i stedet ud på et eventyr i den hollandske storklub PSV Eindhoven med hvem han har underskrevet en fire-årig kontrakt.
Læs også: Officielt: Zanka er PSV-spiller
Her til eftermiddag blev FCK-kaptajnen præsenteret på Philips stadion, hvor han de næste fire år skal gå legendariske danskere som Søren Lerby, Frank Arnesen og Jan Heintze i bedene iklædt den rød-og hvidstribede trøje.
- Det er stort endelig at være på dette historiske stadion og vide, at jeg skal være en del af alt det til sommer. Det er jeg meget lykkelig for, siger Mathias "Zanka" Jørgensen til PSV Eindhovens tv-station.
"Zanka" forlader FC København efter fem år med stor succes. Fem år, hvor han har udviklet sig fra stortalent til landsholdsspiller.
- "Zanka" kom til os som en ung spiller med et stort talent. Siden da har han udviklet sig til en spiller på internationalt niveau. Vi havde gerne beholdt "Zanka" i mange år fremover, men vi vidste tidligt i efteråret, at denne sæson blev hans foreløbigt sidste i FC København. Vi ønsker ham tillykke med hans nye aftale i Holland, og jeg håber, at den sidste fase i hans genoptræning går så godt, at vi får lejlighed til at sige farvel til Zanka på banen i PARKEN i løbet af foråret, udtaler FC Københavns cheftræner og sportsdirektør Carsten V. Jensen.
Mathias"Zanka" Jørgensen tiltræder i PSV Eindhoven den 1. juli.