Superliga

Medie: Club Brugge har budt på Bolanos

Ifølge sporten.dk bød Club Brugge i jini måned på FC Københavns offensive profil Christian Bolanos.

Der er rift om FC Københavns costaricanere. Både Bryan Oviedo og Christian Bolanos er blevet rygtet væk fra de danske vicemestre denne sommer, og nu viser det sig, at der faktisk har været et konkret bud på FCK-bordet på kantspilleren Christian Bolanos.

Lidt pudsigt er det morgendagens modstandere i Champions League-kvalifikationen, som har været på spil, for når FC Københavns sportsdirektør Carsten V. Jensen i morgen byder Club Brugge velkommen til Parken, vil det ikke være første gang denne sommer, at FCK-chefen er i kontakt med belgierne.

Tilbage i juni måned skulle Club Brugge nemlig have sendt et bud afsted mod FC Københavns sportsdirektør på 13 millioner kroner på Løvernes offensive profil Christian Bolanos. Det skriver sporten.dk.

Belgierne blev dog afvist hurtigt af Carsten V. Jensen, og selv om Club Brugge angiveligt skulle være villige til at hæve buddet op til 18 millioner kroner, så nægtede sportsdirektøren at sælge kantspilleren, som i øvrigt også har været nævnt i forbindelse med franske Lille. Ifølge samme medie har Brugge droppet interessen i Bolanos, og i stedet har de investeret i Ivan Trickovskim, som også huserer på kanten.

Christian Bolanos kom til FCK fra norske Start i 2010.