Medie: Falk afløser Nicolai Jørgensen i FCK
Superliga

Medie: Falk afløser Nicolai Jørgensen i FCK

Rasmus Falk er tæt på at skifte til FC København, skriver TV3 Sport.

Rasmus Falk har proklameret, at han formentlig allerede inden månedens udgang kan fortælle, hvor han skal spille i næste sæson, når hans kontrakt med OB udløber. Onsdag skriver TV3 Sport, at det med stor sandsynlighed bliver FC København, der løber med den fynske boldekvilibrist.

Den danske hovedstadsklub skal være i førerposition i forhold til at lande en underskrift fra Rasmus Falk, og planen er, at han gør sæsonen færdig i OB og skifter på en fri transfer til sommer. Til den tid er det FC Københavns mål, at Nicolai Jørgensen skal sælges til udlandet, og det er som afløser for ham, at Ståle Solbakken har peget på Rasmus Falk.

Den 24-årige offensivspiller har også været sat i forbindelse med blandt andre Brøndby og Celtic, men Østerbro kan altså meget vel blive hans adresse fra sommer.

Rasmus Falk har i denne sæson scoret to mål og lavet seks assists for OB.