Medie: FCN ved at miste Maxsø til tyrkisk topklub
Superliga

Medie: FCN ved at miste Maxsø til tyrkisk topklub

Andreas Maxsø ønsker ikke at forlænge kontrakten med FCN, og nu lurer tyrkiske Istanbul Basaksehir i kulissen, skriver BT Sporten.

21-årige Andreas Maxsø vil væk fra FC Nordsjælland.

Forsvarsspilleren, der har kontraktudløb i Farum-klubben til sommer, sættes i forbindelse med tyrkiske Istanbul Basaksehir.

Det er BT Sporten, der mener at vide, at Istanbul Basaksehir er interesseret i Maxsø, der angiveligt har meddelt FCN, at han vil til udlandet, når hans aftale med Superliga-klubben løber ud om et halvt år.

Istanbul Basaksehir indtager i øjeblikket en flot fjerdeplads i den bedste tyrkiske liga efter Fenerbahce, Besiktas og Galatasaray.

Samtidig skriver BT, at Joshua Johns skifte til Osmanlispor - ligeledes fra Tyrkiet - til gengæld er tæt på at gå i vasken.

Carsten V. Jensen, FCN's sportschef, vil overfor BT hverken bekræfte historien om Maxsø eller John.

- Sagen er den med Andreas, at kontrakten løber ud om et halvt år, og det er klart, at vi skal have det bedste ud af det. Om det så går i den ene eller anden retning. Mere er der vel ikke at sige, siger sportschefen til BT.

- Vi er interesserede i at få den bedst mulige løsning med den situation, der er, og det indebærer sådan set alle muligheder. Det er det, vi arbejder på.

Maxsø har allerede opnået 59 Superliga-kamp for FCN.