Superliga

Medie: Gislason enig med Viking

Ifølge et norske medie er Stefan Gislasons skifte fra Brøndby til Viking Stavanger rykket nærmere.

Stefan Gislason vil gerne væk fra Brøndby, og Brøndby vil gerne af med Stefan Gislason. Selvom det umiddelbart ser ud til at være en ret nem kabale at løse, har den givet de to parter rigtig meget sved på panden igennem snart et helt år. Islændingen får nemlig så meget i løn i Brøndby, at de fleste klubber har svært ved at matche den.

Nu ser det dog ud til, at ex-anføreren kan være på vej væk en gang for alle. Norske aftenposten.no skriver nemlig, at Gislason er blevet enig med Tippeliga-klubben Viking Stavanger om et skifte - tidligere har det ellers været fremme, at den norske klub havde trukket sig fra forhandlingerne med Brøndby-spilleren.

Der er dog endnu et stykke vej til en handel, for ifølge avisen mangler Stefan Gislason stadig at blive enig med Brøndby om en kompensationsaftale - en aftale der sikrer, at de blå-gule enten betaler Gislason en lille del af hans løn i de næste 18 måneder, eller giver ham et beløb for at skifte til Viking.

Stefan Gislason har tidligere været lejet ud fra Brøndby til netop Viking Stavanger.