Medie: Inter klar med konkret bud på Odgaard
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Medie: Inter klar med konkret bud på Odgaard

Den italienske storklub Inter kommer med et officielt bud på stortalentet Jens Odgaard i dag eller i morgen, skriver nordicbetblog.dk.

Ekstra Bladet kunne onsdag fortælle, at Serie A-klubben Inter har et godt øje til Lyngby BK's 18-årige stortalent Jens Odgarad, og nu er det ved at udvikle sig til en decideret flirt. Nordicbetblog.dk skriver, at et officielt bud fra Milano er på vej til Lyngby.

Ifølge mediet lander buddet i faxmaskinen i Lyngby BK i dag eller i morgen, og dermed skal de danske bronzevindere tage stilling til, om de er villige til at sælge Odgaard nu og her, eller om det giver bedst mening at have is i maven.

Lyngby BK kan alternativt håbe på et større bud senere på sommeren eller allerhelst en kontraktforlængelse. Jens Odgaards nuværende aftale udløber om et år.

Ekstra Bladet mener at vide, at Lyngby BK kræver 10 millioner kroner for Jens Odgaard, der i seneste sæson spillede 16 kampe og scorede tre mål i Superligaen for de kongeblå. Foruden Inter skal der også være interesse fra AC Milan, Stuttgart og RB Leipzig.