Medie: Mukhtar-millioner fra Brøndby havner hos agent
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Medie: Mukhtar-millioner fra Brøndby havner hos agent

Politiken har fundet frem til en aftale, der sikrer en portugisisk agent det beløb, Brøndby angiveligt har betalt for Hany Mukhtar i Benfica.

Brøndby-fans har siden påsken kunne glæde sig over, at midtbanekreatøren Hany Mukhtars lejekontrakt med Brøndby er blevet skiftet ud med en permanent en af slagsen i en omtalt millionhandel.

Millioner, man skulle tro ville havne hos Benfica, men sådan forholder det sig ikke ifølge Politiken, der som en del af de omfattende Football Leaks-dokumenter har fundet frem til en ulovlig aftale mellem Benfica og en portugisisk agent, der sikrer agenten del i pengene fra Hany Mukhtars transfer.

Aftalen, der blev indgået i starten af 2015, går ud på, at agenten ville sikre sig et beløb svarende til de 11 millioner, Brøndby angiveligt har betalt for Hany Mukhtar, hvis tyskeren endte med at skifte fra Benfica før 1. juli 2017.

- Helt principielt er det skidt for fodbolden, hvad enten det er dansk eller internationalt, når store beløb forsvinder væk fra sporten. Lige i den konkrete sag har jeg ingen anelse om, hvad Benfica gør ved den transfersum, de skal have. Men på vores side har vi lavet en aftale med kolossal god sindsro, siger Brøndbys sportsdirektør Troels Bech til Politiken.

Politiken har uden held kontaktet agenten og Mukhtars nu tidligere klub Benfica, men det portugisiske fodboldforbund fortæller, at de, da Mukhtar skiftede fra Hertha Berlin til Benfica i januar 2015, blev informeret om agentens involvering i handlen. Aftalen blev dog aldrig givet til fodboldforbundet.

Du kan læse hele historien på Politikens hjemmeside.