Mellberg stopper karrieren
Illustration
Superliga

Mellberg stopper karrieren

FC København bliver sidste stop for den tidligere svenske landsholdskaptajn, der nu stiller fodboldstøvlerne på hylden.

36-årige Olof Mellberg har spillet sin sidste fodboldkamp. Forsvarsspilleren med 117 landskampe bag sig har i dag meddelt sin nuværende arbejdsgiver FC København, at han indstiller sin karriere. 

- Jeg har i dag afsluttet kontrakten med FC København, som bliver det sidste stop i min fodboldkarriere. Tak til alle fans, spillere, ledere og andre, jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med gennem årene. Jeg håber at jeg i fremtiden kan gøre brug af de erfaringer og kompetencer, I har givet mig, siger han i en pressemeddelelse. 

Mellberg indledte sin karriere i Gullspångs IF, hvorefter han kom Degerfors og siden AIK. I slutningen af 90'erne forlod han Sverige og har siden spillet for Racing Santander, Aston Villa, Juventus, Olympiakos, Villareal og altså til sidst FC København. 

EM-slutrunden for to år siden blev Mellbergs sidste optræden på det svenske landshold.