Mesterscoop af Midtjylland: Køber tjekkisk stjerne i Tyskland
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Mesterscoop af Midtjylland: Køber tjekkisk stjerne i Tyskland

De danske mestre sikrer sig Vaclav Kadlec fra Frankfurt på aftale frem til sommeren 2019. FC Midtjylland offentliggør købet fredag, erfarer tipsbladet.dk.

Godt nok har FC Midtjylland for ganske nyligt præsenteret et stort underskud, men købelysten er stadig intakt hos de danske mestre. I et år har FC Midtjylland jagtet den 23-årige tjekkiske landsholdsspiller Vaclav Kadlec, og nu har klubben endelig sikret sig angriberen, der også spiller på kanten.

Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger er alt omkring et skifte til FC Midtjylland faldet på plads. FCM og Frankfurt er enige, Kadlec har forhandlet sine vilkår på plads, og han har gennemgået et lægetjek. Han skifter til de danske mestre på en aftale, der løber frem til sommeren 2019, og som FC Midtjylland ventes at offentliggøre fredag. Kadlec skifter dermed til FC Midtjylland 1. januar, hvor transfervinduet åbner igen.

Som sagt har FCM jagtet Vaclav Kadlec i de seneste to transfervinduer, men en handel er ikke blevet til noget, blandt andet fordi Kadlecs tyske klub, Frankfurt, har krævet 2,5 millioner euro i de seneste to transfervinduer - omkring 18,5 millioner kroner - men nu har FC Midtjylland haft held til at forhandle prisen ned til 1,8 millioner euro - omkring 13,5 milllioner kroner - og så har Superliga-klubben altså slået til.

Det er noget af et scoop for FC Midtjylland, der får en spiller, der i mange år har været regnet for et af tjekkisk fodbolds største talenter. I Frankfurt, som han skiftede til i 2013, har Kadlec dog ikke haft held til at slå igennem, men han er utvilsomt et spiller med kvalitet. Det så man i foråret, hvor Kadlec på et lejeophold i Sparta Prag scorede ni gange i 13 kampe.

Tjekken kan spille i angrebet, men er nok bedst på kanten, når der kun spilles med en frontangriber. 11 gange har han spillet for det tjekkiske landshold og scoret to mål - han fik debut tilbage i 2010. Og det er netop landsholdet, der har været en motiverende faktor i forhold til Kadlecs skifte til FC Midtjylland. Han vil nemlig gerne med det tjekkiske landshold til EM i Frankrig til sommer, og han går derfor også markant ned i løn med sit skifte til FCM, i forhold til hvad han tjener i Frankfurt.

Det bliver i øvrigt ikke første gang, at Kadlec kigger forbi Danmark og Herning. I 2011 var han en del af det tjekkiske U21-landshold, der spillede U21-EM i Danmark - semifinalen, som Tjekkiet tabte til Schweiz, blev spillet på MCH Arena. Tjekkiet sluttede på fjerdepladsen i turneringen.

Med indkøbet af Vaclav Kadlec er der også lagt op til afgange hos FCM. Mest sandsynlige er nok Erik Sviatchenko og Pione Sisto, der begge har bejlere, men omvendt har FC Midtjylland tidligere vist, at de ikke sælger til discountpris, så vil de hellere holde på en spiller.

Tipsbladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra FC Midtjylland. Uden held.