Michael Gravgaard rygtes til Randers som ny direktør
Superliga

Michael Gravgaard rygtes til Randers som ny direktør

Randers FC præsenterer formentlig ny direktør tirsdag eftermiddag, og her er den tidligere FCK-profil Michael Gravgaard ifølge Ekstra Bladet et emne.

Randers FC har været inde i en turbulent periode. Den kronjyske klub var tæt på at få nye engelske ejere, og det fik flere folk i klubben til at gå af fra deres poster. Salget af Alka Superliga-klubben faldt dog til jorden, og i stedet blev det FC Nordsjælland, der blev opkøbt. I Randers FC er der dog fortsat udskiftning, hvor direktør Hans-Peter Rasmussen annoncerede sit stop kort før nytår. 

Nu kan den jyske klub dog være på vej mod at præsentere afløseren. Mandag meldte Randers FC, at man indkalder til pressemøde tirsdag klokken 13:99, hvor man præsenterer en "spændende nyhed". Mere konkret ved medierne ikke om pressemødet, men der spekuleres massivt i, at klubben vil sætte navn på den mand, der skal være ny direktør i klubben. 

Ifølge Ekstra Bladet er tre navne i spil til jobbet. Avisen har været i kontakt med kilder tæt på klubben, og blandt de tre navne er der spændende muligheder. Det første bud er Jesper Hansen, der er del af organisationen i Randers FC. Han har tidligere været i spil, men blev forbigået, da Jakob Nielsen skiftede Randers FC ud med AGF. 

Også Per Hastrup er et emne som ny direktør. Hastrup er bestyrelsesmedlem i Alka Superliga-klubben, og er i dag direktør hos Prodan. Det mest spændende rygte i øjeblikket er dog en tidligere Superliga-profil. Ekspert og TV-værten Michael Gravgaard kan nemlig ifølge Ekstra Bladet blive manden, der skal sidde i direktørstolen i den kronjyske. 

Michael Gravgaard er selv fra Randers FC; og har fortid i klubber som Viborg FF og FC København. Om Gravgaard bliver valget kan sandsynligvis følges klokken 13:00 i Randers, når pressemødet skydes i gang. Her vil sportschef Ole Nielsen, anfører Christian Keller og formand Sven Lynge Jørgensen deltage.