Michael Hansen: Det er meget tungt
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Michael Hansen: Det er meget tungt

FC Vestsjælland har det ene ben i første division efter 1-1 i Haderslev, og det gør ondt, erkender cheftræner Michael Hansen.

SønderjyskE kunne søndag juble, da holdet tog imod FC Vestsjælland i Alka Superligaen. Med 1-1 reddede mandskabet fra Haderslev sig endnu en sæson i landets bedste række, mens FCV nu må sande, at det bliver mere end svært at overleve. Sidste mulighed hedder Esbjerg, og vestjyderne kan allerede tirsdag slukke lyset med en sejr i Aalborg.

Det uafgjorte resultat i Haderslev er da også for alvor noget, der skaber skuffelse i FCV-lejren. Her havde cheftræner Michael Hansen håbet på større udbytte af en stærk kamp, men roser samtidig SønderjyskE for kynismen helt til sidst: 

- Det er meget tungt lige nu. Vi kaster alt frem til sidst, hvor vi satser helt vildt. Det er ikke fordi, vi ikke fik mulighederne i dag. Vi spiller mere aggressivt, og kommer til store muligheder på især indlæg, hvor vi skal score to til tre gange yderligere. Det er tungt, og der er stille i omklædningsrummet lige nu. Vi havde håbet på, at en sejr i dag kunne gøre det spændende, men vi må også rose SønderjyskE og Esbjerg for, at de får de nødvendige resultater her til sidst, siger Michael Hansen. 

Cheftræneren vurderer samtidig chancerne for overlevelse, der for alvor ser svære ud: 

- Vores chancer er megasmå. Jeg tror egentlig godt, at AaB kan tage point mod Esbjerg, men vi skal også vinde på deres hjemmebane. Det bliver frygteligt at følge de to kommende dage frem til tirsdag, hvor vi må tage AaB-hatten på. Har vi stadig chancen søndag, går vi på ny all in. Vi kommer til at satse det hele, hvilket vi også gjorde i dag, og med en sejr kunne vi have været sikre på spænding søndag. Nu er det dog ikke en gang sikkert, at to sejre er nok for os, udtaler Hansen. 

FC Vestsjælland har fire points op til Esbjerg på den rigtige side af nedrykningsstregen.