Den danske toptræner Jakob Michelsen siger farvel til SønderjyskE, når klubben i weekenden møder FC Nordsjælland på hjemmebane.
Herefter venter et job i svenske Hammarby, og Jakob Michelsen ser frem til at starte i den svenske klub. Aftalen med Hammarby kom i hus efter et længere forløb, hvor han også har været i dialog med SønderjyskE om en forlængelse.
Det fortæller han til Jyllands-Posten.
- Vi har haft en god og ærlig dialog med Sønderjyske om at forlænge - hvilket jeg ikke var afvisende overfor - men det passede godt ind med en tur til udlandet. Man skal huske på, at det ikke er så let at komme til udlandet for en træner, så det gælder om at gribe chancen, især hvis det føles rigtigt. Det lå mig meget på sinde, at hvis jeg skulle forlade Sønderjyske, så skulle Sønderjyske også have noget ud af det. Derfor var det vigtigt, at det var en god aftalte for alle tre parter, mig, Sønderjyske og forhåbentlig også for Hammarby, siger Jakob Michelsen til Jyllands-Posten.
Jakob Michelsen kom til SønderjyskE fra Skive i sommeren 2015.