Michelsen ser frem til Tanzania-gensyn mod nedrykkere
Superliga

Michelsen ser frem til Tanzania-gensyn mod nedrykkere

SønderjyskE møder Silkeborg i en testkamp tirsdag eftermiddag.

SønderjyskE spiller tirsdag eftermiddag endnu en testkamp frem mod Superliga-premieren, når Silkeborg er modstanderen. 

For SønderjyskE's cheftræner Jakob Michelsen er det en speciel kamp, fordi han møder sin tidligere kollega Kim Poulsen, som han arbejdede sammen med i Tanzania for år tilbage. 

- Vi har valgt at skrue stille og roligt op i forhold til modstanden; i form af først et 2. divisionshold, dernæst et 1. divisionshold – og nu møder vi så et hold, der lige har spillet Superliga. Jeg forventer en jævnbyrdig affære mod et godt Silkeborg-hold, der har handlet fornuftigt ind her i sommerpausen. Jeg tror, det bliver en kamp, der kommer til at minde om en Superligakamp, hvor begge hold selvfølgelig er i en opstartsfase – og modsat Superliga, er resultatet ikke det vigtigste; det er derimod at få afprøvet nogle ting. Derudover venter der mig ligeledes et gensyn med min gode ven og tidligere kollega, Kim Poulsen, fra Tanzania. I forhold til spilletiden kommer vi til at fordele den en smule anderledes. Vi har valgt at spille 3 x 45 minutter, således alle kan komme i spil, siger Jakob Michelsen til soenderjyske.dk.

SønderjyskE spiller mod FC Nordsjælland i Superligaens første spillerunde senere på måneden.