Midtbanemand tvivlsom til OB-gyser
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Midtbanemand tvivlsom til OB-gyser

OB's Azer Busuladzic er tvivlsom til bundgyset mod Esbjerg fredag aften. Det skriver fyens.dk.

OB kan risikere at undvære midtbanemanden Azer Busuladzic i den vigtige bundgyser mod Esbjerg fB fredag aften. Det skriver fyens.dk

Busuladzic har problemer med låret, og det er derfor usikkert, om han kommer i kamp. Midtbanemanden har ellers spillet fast for OB i dette forår, hvor han har udfyldt rollen som boldsikker spilfordeler på den centrale del af banen. I hans fravær kan Martin Spelmann blive flyttet ned på midtbanen til at spille ved siden af Hallgrimur Jonasson, hvis træner Ove Pedersen vælger at fastholde sin 4-4-2-opstilling. 

Kenneth Zohore ventes desuden tilbage i OB-truppen, selvom angriberen endnu ikke er helt klar til fuld tid. Endelig skriver fyens.dk, at midtbanetalentet Jens Jakob Thomasen, der tidligere har været på træningsbesøg hos PSV Eindhoven, for første gang bliver udtaget til OB's Superliga-trup. 

Kampen mod Esbjerg fB er væsentlig for OB, idet fynboerne aktuelt ligger nummer ni med kun et point ned til netop Esbjerg på tiendepladsen. Endelig har fynboerne syv point ned til FC Vestsjælland, der stadig spræller under nedrykningsstregen, men nægter at lægge sig til at dø. 

Der er lagt op til en gyserstund fredag aften i Vestjylland.