Midtbanespiller færdig i OB
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Midtbanespiller færdig i OB

Azer Busuladzic forlader OB til sommer, når hans kontrakt med klubben udløber.

Midtbanespilleren Azer Busuladzic stopper i OB 30. juni, når hans kontrakt med fynboerne udløber. Den tidligere Vejle-spiller har været i klubben siden januar 2014, men nu venter der altså nye udfordringer for den 24-årige tekniker.

- Vi har snakket sammen i dag, og jeg forlænger ikke min kontrakt med OB. Det sker efter gensidig aftale, siger Azer Busuladzic til tipsbladet.dk.

Han ser tilbage på en god tid i det fynske, og det er absolut ikke uden vemod, at han tager afsked med OB ikke mindst cheftræner Kent Nielsen, som han har nydt at arbejde sammen med.

- Det har været en helt fin tid i OB. Jeg har spillet en masse kampe, og jeg har spillet rigtig godt til tider, men der har selvfølgelig også været nogle dårlige kampe. Sådan vil det altid være. Der har også været mange forskellige trænere i min tid i klubben, men der er kommet lidt mere ro på med Kent Nielsen, og det har jeg virkelig nydt, siger Busuladzic og tilføjer:

- Det er lidt ærgerligt at skulle forlade OB. Det er en rigtig god klub, så selvfølgelig er det trist lige nu. Men sådan er fodbold, og jeg ser frem til en ny udfordring.

Denne udfordring kan både være i udlandet og i en anden dansk klub.

- Jeg har fået et par tilbud, men det skal være det helt rigtige for mig, og det har jeg ikke fået endnu. Der har været tilbud fra både Danmark og udlandet, og jeg er åben for det hele. Det vigtigste for mig er at få spilletid, lyder det fra Azer Busuladzic.

Midtbanespilleren står noteret for 55 Superliga-kampe for OB. Han jagter endnu sit første mål.