Mikael Nilsson i tvivl om fremtiden

Til sommer udløber Mikael Nilssons kontrakt, og mange regner med, at han til den tid forlader Brøndby. Selv er han ikke sikker.

Når Brøndby til sommer gør status på sæsonen, skal de også finde ud af, om de vil forlænge kontrakten med den rutinerede back Mikael Nilsson, der kom til klubben fra Panathinaikos i sommeren 2009.

Den 33-årige back har endnu ikke diskuteret fremtiden med Brøndby, men det er nu ikke noget, han stresser over. Først og fremmest skal han have gjort op med sig selv, om han har lyst til at blive.

- Vi har ikke snakket om det endnu, og der er ikke noget stress fra min side, og jeg tror heller ikke, det stresser klubben. Jeg bekymrer mig ikke om det nu, og derfor er det også svært for mig at sige, om jeg bliver eller ikke bliver, siger Mikael Nilsson til tipsbladet.dk.

I dag siger sportschef Ole Bjur, at de fleste spillere må indse, at de er nødt til at gå ned i løn. Nilsson har før sagt, at han er klar til at gøre netop det, hvis han ønsker at blive.

Nu hvor der er under et halvt år tilbage af hans kontrakt, kan han snakke med andre klubber, men det er ikke noget, han har tænkt sig at gøre foreløbig. Han fokuserer på Brøndby og intet andet. Han ønsker nemlig at se udvikling i både Brøndbys og hans eget spil.

- Jo nærmere slutningen af sæsonen, vi kommer, jo mere er jeg nødt til at se på, hvad der er af alternativer, men nu fokuserer jeg på Brøndby og har ikke nogen planer om at snakke med andre klubber. Selvfølgelig spiller det også ind, om vi forbedrer os. Vi skal igang med at have flere point, og vi skal spille bedre fodbold. Men jeg må også kigge på mig selv, for det er også en forudsætning for, at jeg kan blive, at jeg selv præsterer, siger Mikael Nilsson.

Når karrieren er slut, vil Nilsson bosætte sig med sin svenske kone i Grækenland, hvor parret havde det godt udenfor banen, da Nilsson fra 2005 til 2009 spillede for Panathinaikos. Men først vil Nilsson spille et par år endnu.

- Vi tager derned, når karrieren er slut, men det håber jeg ikke, den er til sommer.

Seneste nyt på tipsbladet.dk