Video : Tipsbladet
Superliga

Mikkel Rask om starten i AGF: Det har været rigtig hårdt

Det bekom ikke Mikkel Rask særlig vel, at han først fik debut for AGF i søndags, men nu er stopperen opsat på at blive skarp til slutspillet, der indledes mod hans gamle klub, Viborg FF.

Mikkel Rask skiftede fra Viborg FF til AGF i januar som substitut for AJ Soares, der måtte indstille karrieren. Desværre for den tidligere Viborg-kaptajn fik han først debut for sin nye klub i søndags.

En skade holdt ham således ude af AGF's fire første kampe i foråret, og det har ikke været sjovt for den rutinerede stopper at sidde på tribunen, mens holdkammeraterne kæmpede på banen.

- Det har været rigtig hårdt. Jeg kom til AGF for at spille fodbold, og når man ikke kan hjælpe drengene inde på banen, så... Det har været hårdt at se til fra sidelinjen, siger han til AGF TV.

På grund af landskampspausen skal AGF og Rask først i aktion igen om halvanden uge, når holdet åbner slutspillet mod ingen ringere end Rasks gamle venner fra Viborg.

Det giver ham ekstra motivation til at blive helt skarp til opgøret.

- Selvfølgelig gør det det. Det er altid sjovt at møde sin gamle klub, så det ser jeg frem til. Men når det er sagt, så ved man også, at når bolden triller inde på banen, er det en kamp som alle andre.

Se hele interviewet med Mikkel Rask i videoen i toppen af artiklen.