Superliga

Mikkelsen og Laudrups gyldne samarbejde

FC Nordsjællands tre seneste mål står der Tobias Mikkelsen og Andreas Laudrup henover. Mikkelsen forklarer, hvorfor de to offensive spillere finder hinanden så godt.

Da FC Nordsjælland for halvanden uge siden slog SønderjyskE med 2-0 fejrede Andreas Laudrup samtidig sine to første sæsonmål. De to mål kan Laudrup i høj grad takke Tobias Mikkelsen for, i det han stod for at assistere de to scoringer.

Andreas Laudrup betalte så tilbage i weekenden, da han spillede Tobias Mikkelsen fri til FC Nordsjællands 1-0 scoring i 3-1 nederlaget til FC København.

- Det er rigtigt, at Andreas og jeg finder hinanden rigtig godt lige i øjeblikket, og det har båret frugt de seneste kampe. Vi er sådan lidt de samme typer, og vi tænker meget ens, og måske netop derfor ved vi, hvordan den anden vil løbe, når vi selv har bolden. Vi har det også godt sammen udenfor banen og er gode kammerater, selv om han godt kan blive lidt sur, når jeg slår ham i FIFA, siger Tobias Mikkelsen med et grin til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Optakt: OB - FC Nordsjælland

Torsdag aften venter så OB på de to nordsjællandske dribletyper. Sidst FC Nordsjælland var i Odense, vandt FCN'erne med 1-0, og Tobias Mikkelsen tror på en sejr over sølvfavoritterne, og han satser på, at succésopskriften Laudrup/Mikkelsen kan bruges igen.

- Jeg er sikker på, at vi nok skal finde hinanden igen i den kamp, og så håber jeg bare, vi scorer. Vi tager til Odense for at vinde, og vi plejer også at spille gode kampe derovre. Vi ved godt, at vi ikke skal spille for mange bolde op i luften, for der er de alt for stærke. Vi skal spille og løbe med dem og skabe spillet på vores præmisser, og så tror jeg også godt, at vi kan få de tre point med hjem, siger Mikkelsen.

OB må undvære de fysisk stærke midtbanekæmper Eric Djemba-Djemba og Kalilou Traoré, der er i karantæne. Kampen fløjtes op torsdag kl. 14.00.