Millioner på spil i AGF's forår

Succes på banen giver flere folk på stadion, bedre tv-penge, større sponsor-indtægter og vil hjælpe på AGF's regnskab.
AGF har på trods af udsigten til et to-cifret millionunderskud stadig penge på kistebunden, men et godt forår i Superligan kan viser sig vigtigt.

AGF præsenterede tirsdag et halvårsregnskab på minus 7,7 millioner kroner - et underskud, der lå i lejet af det budgetterede og ikke banker bunden ud af skattekisten i Superligaklubben.

For AGF har stadig penge tilbage fra den store aktieemission, der blev gennemført tilbage i 2010 og som indbragte klubben omkring 60 millioner kroner. Og det på trods af markante underskud i de seneste mange års regnskaber.

- Likviditetsmæssigt har vi det godt. Hvis vi fortsætter med tilsvarende underskud har vi penge til at drive selskabet to år mere. Men hvis vi kan gøre det lidt bedre økonomisk, og det håber vi selvfølgelig meget på, nærmer vi os målet om at skabe en forretning i balance. I forbindelse med emissionen sagde jeg, at pengene skulle holde til en årrække, og det holder jeg fast i. Det duer ikke at bede om penge hele tiden, og det vil ikke ske, siger AGF's bestyrelsesformand Torben Bjerre-Madsen til Jyllandsposten.

AGF har af de mange penge næsten 26 millioner tilbage i kontanter og obligationer.

Formanden lægger ikke skjul på, at et underskud altid er utilfredsstillende og at markedet i øjeblikket er hårdt, hvilket AGF mærker ved blandt andet ikke at have skaffet en ny hovedsponsor til klubben på trods af det resultatmæssige gode efterår, der har placeret AGF bare et enkelt point fra bronzepladsen.

Da halvårsregnskabet blev præsenteret tirsdag blev det på samme tidspunkt meldt ud, at forventningerne til hele sæsonens regnskab kommer til at ligge på et underskud mellem 13 og 17 millioner kroner.

Formanden uddyber gabet på fire millioner kroner i forhold til de 15 forårskampe på græsset.

- Hvis vi kan spille med i toppen viser historien, at der kommer flere tilskuere, ligesom vi får flere tv-penge for en høj placering. Mit bud er, at hvis vi kvalificerer os til Europa vil vi ende omkring minus 13 millioner kroner, mens en placering på den forkerte side af top seks vil resultere i et underskud omkring 17 millioner kroner, siger Torben Bjerre-Madsen.

AGF ligger inden forårets kamp nummer fem med samme pointal som AC Horsens, der sidder på den fjerdeplads, som åbner op for kvalifikation til Europa League. Superligaens nummer et får direkte adgang til Champions League, mens nummer to ryger i kvalifikationen til samme turnering. Superligaens nummer tre får ud over bronzemedaljer også adgang til Europa League-kvalifikationen. 

AGF lægger i forårspremieren ud med at møde netop et af de hold, der er foran i tabellen - nemlig FC Nordsjælland, der er placeret som nummer to - seks point foran AGF. FC Nordsjælland lægger vejen forbi Aarhus 3. marts, hvor Superligaens forårssæson bliver sat i gang.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: