Mit Superliga-drømmehold: Jeppe Højbjerg, Esbjerg fB
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Mit Superliga-drømmehold: Jeppe Højbjerg, Esbjerg fB

Tipsbladet.dk har bedt en aktør for hvert af de 14 Superliga-hold om at sætte deres Superliga-drømmehold med spillere fra indeværende sæson. Denne gang er det EfB's Jeppe Højbjerg.

Uge efter uge bliver Superliga-spillerne målt og vejet af diverse fans, journalister og eksperter. I en ny serie her på tipsbladet.dk vil vi lade spillerne selv komme til orde. Hvem synes de er bedst i Superligaen?

En repræsentant fra hver klub i Superligaen har fået til opgave at sætte sit eget personlige "Superliga-drømmehold" med kun nogle få regler som ramme.

- Holdet skal bestå af 11 spillere - der skal ikke vælges en cheftræner.

- Spilleren må ikke have sig selv på holdet.

- Man må maks have fire spillere fra samme klub på holdet.

- Holdet skal stille op i en 4-4-2-opstilling.

- Holdet skal bestå af spillere, der har spillet i Superligaen i denne sæson

Her er EfB-målmanden Jeppe Højbjergs Superliga-drømmehold:

Målmand: Robin Olsen, FC København
- Han er en stabil keeper. Han har lavet mange clean sheets i denne sæson (19, red.) og været god i Europa.

Højre back: Johan Larsson, Brøndby IF
- Larsson er en god spiller begge veje. 

Central forsvarer: Erik Johansson, FC København
- Det er en rigtig dygtig midtstopper, som har et flot bundniveau

Central forsvarer: Andreas Maxsø, FC Nordsjælland
- Fordi han har været så vigtig i FC Nordsjællands succes i den her sæson. God spiller.

Venstre back: Ludwig Augustinsson, FC København
- Han er bare en af de bedste spillere, der har spillet i Danmark.

Højre midtbane: Jakob Poulsen, FC Midtjylland
- Han har bare spillet godt og stabilt, og han er en god anfører for Midtjylland.

Central midtbanespiller: Stanislav Lobotka, FC Nordsjælland
- Han er vel den mest undervurderede spiller i Superligaen.

Central midtbanespiller: Christian Nørgaard, Brøndby IF
- Nørgaard har spillet godt år på Brøndbys hold.

Venstre midtbane: Hany Mukhtar, Brøndby IF
- Jeg synes, han er en god spiller. Han er ikke engang på Tysklands U21-landshold. Det siger vel det hele om det hold.

Angriber: Marcus Ingvartsen, FC Nordsjælland
- Ingvartsen er Superliga-topscorer og en rigtig målscorer.

Angriber: Andreas Cornelius, FC København
- Han har vist, at han er for god til Superliga.