Morten Wieghorst afviser, at han bliver Brøndby-træner
Foto: tipsbladet.dk
Superliga

Morten Wieghorst afviser, at han bliver Brøndby-træner

I radioprogrammet Fodbold FM siger Morten Wieghorst nej til spørgsmålet om, hvorvidt han er Brøndby-træner i næste sæson.

Morten Wieghorst bliver ikke ny træner i Brøndby. Hans navn har ellers været nævnt som en kandidat til posten, men nu afviser træneren selv, at han er i Brøndby i næste sæson. 

I radioprogrammet Fodbold FM på Radio 24syv, der blev sendt mandag aften, blev Morten Wieghorst således spurgt, om han er træner i Brøndby i næste sæson. Hertil svarede han meget kort:

- Nej.

Dét svar blev ikke uddybet, men til gengæld satte Wieghorst et par ord på sine tanker om fremtiden. 

- Det er rigtig, rigtig svært at lave planer. Nu er vi tæt på, at næste sæson starter, så inden for den næste måneds tid skal der nok ske noget. Jeg kan selvfølgelig ikke give nogen navne, og jeg er heller ikke så tæt på noget. Det bliver svært, og derfor er jeg også nødt til at sige nej uanset hvem, du havde spurgt om, sagde han til Radio 24syv.

Wieghorst sagde også i programmet, at han gerne vil være træner i udlandet igen. Han har tidligere været i Swansea sammen med Michael Laudrup.