Morten Wieghorst om sociale medier: Det kan godt være lidt farligt
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Morten Wieghorst om sociale medier: Det kan godt være lidt farligt

AaB-chefen fortæller, at klubben skal blive bedre til at uddanne spillerne til at lade være med at lade sig gå på af kommentarer på sociale medier.

Når en spiller og en klub gør det godt, vælter roserne ind på Twitter, Facebook, Instagram og sikkert også Snapchat, men når spillet ikke kører på banen for klubben og for spilleren, er det omvendt kritiske ord, der lander i spillernes feed.

Sikkert fair nok nogle gange, men nogle gange går kommentarerne også et godt stykke over grænsen.

Og det er ikke alle, der er lige gode til at stå imod på de sociale medier.

Sådan lyder det fra AaB-træner Morten Wieghorst, der i et interview med Jyllands-Posten fortæller, at der skal fokus på at uddanne spillerne i forståelsen af de sociale medier. Han fortæller, at det for unge spillere er svært ikke at lade sig gå på af snakken og skriverierne på de sociale medier.

- Det kan godt være lidt farligt.

- Der er nogle af de unge, der er stærke nok, men der er også nogle, der skal lade være med at læse, når folk ytrer sig om deres præstationer. Vi skal være dygtige til at uddanne dem i, at det ikke betyder en skid, hvad folk skriver på diverse medier, for de ved ikke, hvem det er, der skriver. Hvilken dagsorden har de? Hvad er hensigten? Det, der betyder noget, er, hvad deres holdkammerater og træner siger, siger Morten Wieghorst til Jyllands-Posten.

Måske i et forsøg på at få spillere til at være i nuet, fokusere på opgaven og glemme meningerne på de sociale medier, har Morten Wieghorst og AaB valgt at gøre omklædningsrummet til en mobilfrizone, hvor spillerne lægger telefonerne i skabet, når de kommer ind i omklædningsrummet.

Det er ikke kun i AaB, der har haft fokus på de sociale medier og problemerne med de hurtige kommentarer - også i Randers har den administrerende direktør Michael Gravgaard talt om det.

I et indlæg på Facebook skrev Gravgaard om problemerne, og han uddybede over for Randers Amtsavis.

- Man kan da godt diskutere, om det er professionelt eller fornuftigt at gøre det. Men det er meget mig at gøre det på den her måde. Jeg elsker at diskutere fodbold, strategier og andet, der handler om fodbold, med alle. Og jeg ved godt, at de 30-35 fans, der skriver meget grove ting, dem kan jeg nok ikke nå. De er uden for rækkevidde. Lost cause, sagde Gravgaard til lokalavisen.