'Mos' med hattrick i knusende OB-sejr
Illustration
Superliga

'Mos' med hattrick i knusende OB-sejr

SønderjyskE faldt fuldstændig sammen i anden halvleg mod OB og indkasserede fire mål, i en kamp hvor 'Mos' Abdellaoue lavede hattrick. Fynboerne vandt 5-1. 

For anden kamp i træk kom OB fra Jylland med en flot sejr. I sidste runde var det Esbjerg, der blev besejret, og i aften blev SønderjyskE kørt over af Troels Bechs drenge. 5-1 vandt fynboerne i Haderslev, på en aften hvor 'Mos' Abdellaoue scorede hattrick. 

Den store sejr blev etableret i anden halvleg, hvor SønderjyskE faldt fra hinanden. På 12 minutter scorede OB'erne fire gange, og det knækkede naturligvis hjemmeholdet, der ellers var godt med indtil fynboernes satte turbo på målscoringen. 

Første halvleg havde været en rodet omgang, men OB formåede alligevel at bringe sig i front kort inden pause ved 'Mos' Abdellaoue, der skulle vise sig at få en fantastisk aften. 

Men hvor de første 45 minutter ikke havde været synderligt dramatiske, skete der for alvor noget efter pausen. Måltavlen kunne knap følge med de hurtige scoringer.

Målet til 2-0, der kickstartede OB's dominans, blev scoret af Emil Larsen i det 53. minut. Offensivspilleren brød igennem sønderjydernes forsvar og sendte sikkert bolden i mål. 3-0 blev det ved 'Mos', der scorede sit andet mål. Nordmanden fik af to omgange skubbet bolden over stregen ved bagerste stolpe.  

To minutter senere øgede Darko Bodul OB's føring til 4-0, inden SønderjyskE fik et trøstemål minuttet efter ved Hans Henrik Andreasen på straffe. 

Det indkasserede mål stoppede dog ikke OB's iver efter angribe, og i det 64 minut sluttede 'Mos' 12 fantastiske fynske minutter, da han skovlede bolden over stregen til slutresultatet 5-1 og samtidig fuldbyrdede sit hattrick. 

De tre point til OB bringer dem op på en delt tredjeplads med Esbjerg, Viborg og FC Vestsjælland. Alle har de 17 point. I den anden ende af tabellen ligger SønderjyskE fortsat og indtager sidstepladsen med 11 point.