Mukhtar om fremtiden: Man ved aldrig i fodbold
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Mukhtar om fremtiden: Man ved aldrig i fodbold

Hany Mukhtar har på nuværende tidspunkt ikke gjort sig tanker om, hvorvidt han kan se sig selv i Brøndby i flere sæsoner.

Hany Mukhtar var søndag tilbage for Brøndby IF. Og det var han med et brag.

Den tyske offensivspiller leverede en forrygende præstation, da Brøndby besejrede OB med 3-0, og kronen på værket var scoringen til 2-0, som Mukhtar satte i netmaskerne i overtiden af første halvleg. 

Hany Mukhtar blev efter kampen hyldet af hjemmeholdets fans, og der er nok ikke nogen ingen tvivl om, at mange gerne ser, at tyskeren bliver i længere tid på Vestegnen end det ene år, Brøndbys har lejet ham i Benfica. Hovedpersonen selv vil dog ikke tage stilling til fremtiden endnu. 

- Jeg er ikke fan af at se for langt frem i tiden. Vi har mange opgaver tilbage i ligaen, og vi er også med i pokalturneringen, så vi tager det en uge ad gangen. Man ved aldrig, hvad der kommer til at ske i fodbold. Jeg har stadig tre år tilbage af min kontrakt med Benfica efter denne sæson, men jeg har det godt her, og jeg høster en masse erfaring, der forhåbentlig kommer mig til gavn i fremtiden, siger Hany Mukhtar.

Han var glad for at være tilbage på banen efter sin skadespause. 

- Det er dejligt at være tilbage efter tre lange uger på sidelinjen, og jeg synes, min form er god. Jeg synes også, vi er godt på vej som hold, og vi tager hele tiden skridt fremad. Alt i alt er det meget positivt, lyder det fra den 21-årige tysker.

Brøndby har i lejeaftalen med Benfica sikret sig en købsoption på Hany Mukhtar.