Video : Tipsbladet
Superliga

Nedrykningen får konsekvenser: EfB fyrer tre

Esbjerg fB har taget en tidlig konsekvens af nedrykningen til 1. division og opsagt tre medarbejdere. Klubben forventer at fremlægge en redningsplan inden for de næste fire uger.

En række medarbejdere i Esbjerg fB tog søndag turen til Horsens for at se deres klub og arbejdsgiver kæmpe for Superliga-livet. Her kunne de konstatere, at det liv ikke stod til at redde, og at EfB må ned i 1. division.

Det har klubben i dag taget konsekvensen af. I løbet af dagen har konstitueret administrerende direktør Dan Mose Andersen haft alle medarbejderne i administrationen til samtale, og tre af dem fik besked på, at de er blevet opsagt.

- Det er klart, at det har økonomiske konsekvenser at rykke ud, og derfor har vi været nødt til at skære til i administrationen, siger direktøren til JydskeVestkysten.

Han sagde i sidste uge til samme medie, at en kapitaltilførsel til den økonomisk trængte klub var på vej, og at man bare ventede på at få at vide, om man skulle spille Superliga eller 1. division efter sommerferien.

Det ved man nu, men det lader til, at planen lader vente på sig lidt endnu. 

- Vi mangler det sidste commitment fra folk, og ja, det drejer sig om økonomi. Vi har jo været i gang med denne plan meget længe, men mange har villet vente og se, om vi blev oppe i superligaen. Det gjorde vi ikke, og det er så den situation, investorerne skal forholde sig til nu, siger Dan Mose Andersen.

- Alle går jo og venter på, at vi kan komme videre, så selvfølgelig haster det at få styr på den plan. Ted (sportsdirektør Ted van Leeuwen, red.) går jo også og venter på, hvad han har at gøre godt med til nye spillere. Så det haster, det gør det, men jeg kan ikke sige andet, end at vi har en ambition om at fremlægge planen, inden spillerne møder ind til første træning 26. juni.

Det bliver formentlig et markant anderledes EfB-mandskab, der møder ind den dag end det, der i går sluttede sæsonen. Seks mand har kontraktudløb om en måned, og yderligere en lille håndfuld forventes ikke at tage med ned på anden klasse.